Indeksregulering er en løbende regulering af værdien af visse fordringer (fx indeksobligationer), aftalte lønsatser mv. i henhold til et officielt prisindeks. I Danmark har historisk navnlig pristalsreguleringen af lønningerne i de kollektive overenskomster i henhold til den såkaldte dyrtidsregulering haft afgørende betydning. Dyrtidsreguleringen var i kraft fra omkring 1. Verdenskrig til 1982, hvor den blev suspenderet, indtil den blev endeligt afskaffet i 1987.

Regulering af indkomstoverførsler

I Danmark indekseres de fleste offentlige overførselsindkomster som fx folkepension med stigningen i lønningerne i henhold til den såkaldte satsregulering. I nogle andre lande indekseres indkomstoverførslerne i stedet med stigningen i forbrugerpriserne (inflationen), der normalt over længere perioder vil være lavere end lønstigningerne.

I såvel private kontrakter som i forskellig lovgivning optræder forskellige former for automatisk regulering af økonomiske beløb i takt med udviklingen i forskellige indeks. En del huslejer reguleres således i henhold til Danmarks Statistiks nettoprisindeks.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig