pris - prisdannelse

I økonomisk teori omfatter studiet af prisdannelsen de forhold og samspil, der bestemmer prisernes størrelse. Begrebet omfatter også løndannelsen og rentedannelsen.

I en markedsøkonomi er priserne bl.a. bestemmende for virksomhedernes og forbrugernes beslutninger vedr. produktion, arbejdsindsats og forbrug.

Når priser, lønninger og rentesatser er dannet, er den økonomiske fordeling af formuer og af løbende forbrugsmuligheder samtidig bestemt. I økonomisk teori om markedsøkonomier er prisdannelsen derfor det mest betydningsfulde enkeltfænomen.

Man har tidligt gjort sig overvejelser om prisdannelse. Aristoteles introducerede en sondring mellem et godes værdi i bytte, dvs. markedsværdien, og godets værdi i brug. Hertil føjedes senere et tredje værdibegreb, godets værdi målt ved det arbejde, det har krævet at frembringe det. Dette arbejdsværdibegreb er bl.a. centralt i Karl Marx' teoretiske arbejder.

Økonomisk teori omkring år 2000 er på dette område en fortsættelse af den neoklassiske økonomiske teori, der blev grundlagt i slutningen af 1800-t., og som på elegant måde løser de problemer, der er forbundet med de forskellige, tilsyneladende uforenelige værdibegreber.

Markedsprisen svarer ifølge neoklassikerne til den marginale nytteværdi (se grænsenytte), dvs. nytteværdien af den yderste enhed, som en forbruger køber, og er lig med den marginale produktionsomkostning, der bl.a. inkluderer de marginale lønomkostninger.

Det centrale diagram i neoklassisk teori, og fortsat i moderne økonomisk teori, er en voksende udbudskurve (et større udbud kræver en højere pris), der skærer en faldende efterspørgselskurve (en større efterspørgsel forudsætter en lavere pris).

Prisen på det pågældende gode dannes i skæringen mellem de to kurver, hvor udbudet og efterspørgslen er i ligevægt, dvs. er lige store. Udbudskurven er bestemt af de voksende marginale produktionsomkostninger, efterspørgselskurven af den faldende marginale nytte.

Når denne forståelse overføres til den samlede markedsøkonomi, giver det en forklaring på, at resurser, der er rigelige i forhold til anvendelsesmulighederne, fx ufaglært arbejdskraft, får en relativt lav pris (løn), og at goder, der er knappe i forhold til behovene, får en relativt høj pris.

Denne forståelse vedrører en markedsøkonomi, som er præget af fuldkommen konkurrence. Fremkomsten af monopoler og andre former for begrænsninger i forhold til den markedsøkonomiske idealmodel medfører forskellige modifikationer.

Et særligt aspekt af prisdannelsen er bestemmelsen af det generelle prisniveau og herunder muligheden for inflation.

I neoklassisk teori bestemmes højden af det generelle prisniveau af pengemængden; således fører en fordobling af pengemængden til dobbelt så høje priser og lønninger. Moderne økonomisk teori fastholder denne sammenhæng, men i en betydelig mere kompleks form.