Spindelvævsmodellen, økonomisk model, der søger at forklare de tendenser til modsatrettede svingninger i priser og produktion, som især ses for landbrugsprodukter. Hvis der et år opstår uventet høje priser på fx kartofler, forudsætter modellen, at producenterne også forventer høje priser det følgende år og derfor øger kartoffelarealet. Det medfører imidlertid så stor stigning i udbuddet, at prisen presses ned under det normale niveau. I det næstfølgende år reducerer producenterne derfor kartoffelarealet kraftigt, hvorefter prisen igen stiger til over det normale, hvilket året efter medfører stigende produktion og prisfald og så fremdeles. Når disse modsatrettede pris- og mængdesvingninger indtegnes i et diagram, dannes der et spindelvævslignende mønster; heraf modellens navn. En lignende tendens til regelmæssige svingninger i pris og produceret mængde ses for svineproduktion, kaldet svinecyklen. De regelmæssige svingninger, som spindelvævsmodellen beskriver, opstår kun, når producenterne ikke tager ved lære af tidligere erfaringer om, at prisfald følges af prisstigninger og omvendt.