landbrugsøkonomi

De mest betydningsfulde landbrugsøkonomiske pionerer er briten Arthur Young og tyskeren Albrecht Thaer samt Thaers elev tyskeren Johann Heinrich von Thünen. I dag huskes især von Thünen, som ydede afgørende bidrag til neoklassisk økonomisk teori.

I Danmark fik Københavns Universitet professorer i landøkonomi i begyndelsen af 1800-t., bl.a. Oluf Chr. Olufsen, der i dag huskes for at have fremhævet herlighedsværdier som et væsentligt samfundsøkonomisk argument for at bevare skovene. Da Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole blev oprettet, blev landøkonomi et hovedfag; først varetaget af professor B.S. Jørgensen fra 1858. I 1900-t. er landbrugsøkonomien i stigende grad blevet integreret i den almindelige økonomiske teori- og metodeudvikling, der løbende er blevet tilpasset landbrugsproduktionens særlige tekniske og biologiske karakteristika. Fremhæves må imidlertid den russiske økonom A.V. Tjajanov (1888-1937), der er kendt for sine empiriske og teoretiske analyser af landbofamiliens udnyttelse af egen arbejdskraft på og uden for bedriften.

I det førindustrielle samfund var landbrugsbedriften overvejende en selvforsynende produktionsenhed. Da to tredjedele af befolkningen var beskæftiget i landbruget, blev en stor del af fødevareproduktionen også konsumeret her. Kun langtidsholdbare varer som korn og levende dyr (især stude) blev i større omfang afsat gennem mellemhandlere til fjernere markeder. Men også for den type produkter var transportomkostningerne for høje til, at en omfattende global handel kunne opstå. Det ændrede sig afgørende i sidste halvdel af 1800-t., i takt med at dampskibsfarten og udbygningen af jernbanenettet sænkede transportomkostningerne betydeligt, hvilket førte til faldende kornpriser i Europa. Samtidig bevirkede stigende velstand, at fødevareforbruget ændrede sig i retning af flere animalske produkter. I de sidste årtier af 1800-t. skabte disse ændringer de økonomiske forudsætninger for en arbejdsdeling mellem det vesteuropæiske landbrug og landbruget i en række oversøiske lande som USA, Canada, Australien og Argentina. Dansk landbrug specialiserede sig således i produktion og eksport af animalske produkter som smør, bacon og æg, der i betydeligt omfang var baseret på importeret foderkorn og planteprotein.

Sammen med den teknologiske udvikling i øvrigt skabte transportrevolutionen forudsætningerne for, at landbruget blev inddraget i den samfundsmæssige arbejdsdeling (se agroindustriel sektor). Fx skabte udviklingen af mejerimaskiner og køleudstyr stordriftsfordele inden for forarbejdning, opbevaring og distribution af mejeriprodukter. For at realisere disse stordriftsfordele måtte produktionen af mælk fra et større antal landbrugsbedrifter forarbejdes på et enkelt produktionsanlæg, et mejeri. Fremkomsten af industrielle metoder til produktion af kunstgødning førte til opbygning af en gødningsindustri, mens udviklingen af stadig mere avancerede tekniske hjælpemidler skabte grundlaget for en landbrugsmaskinindustri. De nye teknologier og den øgede arbejdsdeling medførte stærkt stigende arbejdsproduktivitet i landbruget og voksende udbytter pr. arealenhed. Det stigende udbytteniveau har gjort tidligere tiders dystre spådomme om voksende fødevareknaphed til skamme — om end kun i den industrialiserede del af verden. Resultatet af den teknologiske udvikling er, at forbrugerne har fået relativt billigere fødevarer, samtidig med at der i stort omfang er presset arbejdskraft ud af landbruget. Fra at have været Danmarks ubestridte hovederhverv blev landbruget omkring 1960 overhalet af industrien mht. både beskæftigelse og valutaindtjening. Landbruget tegner sig i 1990'erne for omkring en fjerdedel af vareeksporten. Det egentlige landbrug beskæftiger kun omkring 4% af arbejdsstyrken; regnes følgeerhvervene med, tegner landbrugsproduktionen sig for 8-9% af beskæftigelsen. For samfundet som helhed har den løbende effektivisering af landbrugsproduktionen været med til at skabe den økonomiske vækst, der langsomt har forvandlet Danmark til et industri- og servicesamfund.

Ordet landbrugspolitik anvendes i to betydninger, dels om de faktiske indgreb, som en regering og andre foretager for at styre landbrugserhvervets udvikling, fx EU's landbrugspolitik, dels om det økonomiske fag, der analyserer de økonomisk-politiske styringsinstrumenter, som kan anvendes til regulering af landbruget. Denne disciplin har meget tilfælles med den almindelige økonomiske politiks teori.

Traditionelt har man altid grebet regulerende ind i landbrugssektorens udvikling; af forskellige årsager i forskellige lande på forskellige udviklingstrin. På et tidligt trin i udviklingsprocessen, hvor landbruget endnu er det dominerende erhverv, er hensynet til igangsættelse af en vækstproces et vigtigt element. Der har ikke fra teoretisk side været enighed om, hvordan dette skal gøres. Nogle har ment, at først når landbruget er tilstrækkelig udviklet og med sikkerhed kan producere et fødevareoverskud til eksport og ernæring af bybefolkningen, er det muligt at begynde en industriel udviklingsproces; andre, at det drejer sig om så hurtigt som muligt at få drevet folk fra den gammeldags landbrugssektor til en industri med fremtid i. I mange udviklingslande beskattes landbruget ligefrem for at fremme overførslen af arbejdskraft og kapital fra den traditionelle landbrugssektor til den moderne bysektor. En meget hårdhændet udgave af denne politik blev med sult til følge praktiseret i Sovjetunionen i mellemkrigstiden.

I et landbrugsland er jordfordelingen afgørende for bestemmelsen af sociale forskelle i landet. Jordreformer har derfor været et afgørende led i skabelsen af større social lighed i mange lande. I Danmark har sikring af husmandsbrug til landarbejderne ved udstykning af godser og præstegårde været et vigtigt element i den sociale udligning i 1900-t.s første årtier.

Forsyningssikkerhed for fødevarer i krigs- og krisesituationer har også været et vigtigt mål for landbrugspolitikken i næsten alle lande til næsten alle tider. Man har været villig til at betale for opretholdelse af et urentabelt, støttet landbrug for at sikre en selvforsyning, som man har betragtet som mere sikker end import. I 1950'erne, da fødevareknapheden under 2. Verdenskrig stod i tydelig erindring, spillede sådanne argumenter en væsentlig rolle ved etablering af EF's landbrugspolitik (se EU 5.1. den fælles landbrugspolitik).

Da fødevareefterspørgslen ikke påvirkes ret meget af prisændringer, kan selv mindre udsving i udbuddet føre til store prissvingninger (se spindelvævsmodel og svinecykel). Siden 1930'ernes krise har de fleste vestlige lande derfor haft prisstabiliseringsprogrammer for vigtige landbrugsvarer som korn, mælk og kød. Falder markedsprisen under en garanteret mindstepris, foretages støtteopkøb, mens der i perioder med stigende priser sælges fra de opbyggede lagre. Hvis opkøbsprisen ikke overstiger markedets ligevægtspris på lang sigt, er det muligt at stabilisere pris- og indkomstudviklingen i landbruget, uden at det fører til opbygning af permanente overskudslagre.

Der er imidlertid en tendens til, at landmænd og andre beskæftigede i landbruget opnår lavere indkomster end andre erhvervsgrupper. Hensynet til, hvad der føles som en retfærdig aflønning, har således været et argument for indkomstoverførsler til landbruget enten i form af kunstigt høje priser eller i form af direkte støtte. Mange prisstabiliseringsprogrammer har derfor med tiden udviklet sig til egentlige støtteordninger, der har sikret et permanent højere prisniveau, end markedet har kunnet bære, hvilket har ført til problemer med overskudsproduktion.

EU's landbrugspolitik var næsten udelukkende baseret på kunstigt høje priser indtil 1992, da man i betydelig grad gik over til direkte støtte i form af arealtilskud og dyrepræmier. Omlægningen af støtten har reduceret de økonomiske incitamenter til intensiv produktion, da støtten i mindre grad end tidligere afhænger af produktionens størrelse. Sammen med produktionsbegrænsende foranstaltninger som braklægning og produktionskvoter skal støtteomlægningen bidrage til at reducere overskudsproduktionen af landbrugsvarer i EU. I 1995/96 udgjorde den direkte produktionsstøtte til dansk landbrug i gennemsnit 78.000 kr. pr. bedrift, fordelt med i gennemsnit 133.000 kr. pr. heltidsbedrift og 36.000 kr. pr. deltidsbedrift. Dertil kommer et ikke ubetydeligt tilskud via de resterende prisstøtteordninger.

Globalt har landbrugsstøtten resulteret i kunstigt høje priser i beskyttede områder som EU og kunstigt lave priser på det verdensmarked, som de beskyttede områder sælger deres overskudsproduktion med eksporttilskud til. Dette har umiddelbart været en fordel for de fødevareimporterende ulande, men det har samtidig hæmmet landbrugsudviklingen i ulandene og gjort dem mere afhængige af fødevareimport. Gennem forhandlinger i GATT og siden WTO er det blevet forsøgt at nedbringe landbrugsstøtten og skabe et verdensmarked, hvor landbrugspriserne ikke forvrides af subsidier.

Landbrugets driftsøkonomi beskæftiger sig med, hvordan den enkelte landmand skal handle for at opnå det bedst mulige økonomiske resultat. Det driftsøkonomiske fagområde omfatter økonomisk styring af virksomhedens produktion, investerings- og finansieringsteori, afsætning og markedsføring m.m. Landbrugets driftsøkonomi bygger på generel driftsøkonomisk teori, men betragtes som en særlig disciplin, fordi landbrugets produktionsbetingelser og struktur adskiller sig væsentligt fra andre erhvervs. Den enkelte landbrugsbedrift er normalt for lille til at kunne beskæftige specialuddannede medarbejdere i økonomiske styringsfunktioner. Landbruget har derfor opbygget en omfattende konsulenttjeneste, der yder driftsøkonomisk rådgivning (se Landbrugets Rådgivningscenter).

Landbrugets markeds- og afsætningsøkonomi beskæftiger sig med landbrugsprodukters afsætning og prisdannelsen på de forskellige markeder, som fødevarerne passerer fra primærproducent til forbruger. Landbrugets primærproducenter er relativt små og geografisk spredt. For at man skal kunne udnytte stordriftsfordelene ved forarbejdning og markedsføring, må råvarerne indsamles og afsættes gennem specialiserede virksomheder som mejerier og slagterier. På grund af høje transportomkostninger vil primærproducenterne ofte have relativt få aftagere at vælge imellem, når salgsprodukter skal afsættes. Set fra primærproducenternes synspunkt skaber det fare for dannelse af monopsoner, der er karakteriseret ved, at en enkelt eller nogle få aftagere af et landbrugsprodukt er i stand til at styre prisdannelsen på primærproducenternes bekostning. Priserne skal for at sende de rigtige signaler til producenterne afspejle produkternes kvalitet. For vigtige landbrugsprodukter som mælk og svin gælder det, at kvaliteten først kan bestemmes nøjagtigt, når mælken er blevet behandlet på mejeriet, og svinene er slagtet. Det giver forarbejdningsvirksomhederne adgang til information om produkternes værdi, som primærproducenterne ikke umiddelbart er i stand til at kontrollere. Frygten for monopsondannelse og behovet for at kontrollere grundlaget for kvalitetsafregning har givet det primære landbrug økonomiske incitamenter til at skaffe sig kontrol over de følgende led gennem dannelse af andelsselskaber. Andelsbevægelsen har haft særlig stor succes i Danmark. I 1996 havde andelsselskaber markedsandele på over 90 % inden for de centrale produktområder svin og mælk og over 50 % inden for en række andre væsentlige produktområder.

Landbruget er mere kapitalkrævende end de fleste andre erhverv i forhold til produktionsværdien og i forhold til indsatsen af arbejdskraft. Det skyldes især, at der foruden det tekniske produktionsapparat (driftsbygninger, besætning og maskiner m.m.) også skal finansieres en betydelig jordværdi. Da de fleste landbrug er personligt ejede, kan der ikke fremskaffes kapital gennem aktieudstedelse. Landbrugets finansiering er derfor i betydeligt omfang baseret på lån. I midten af 1990'erne var omkring 60% af landbrugsaktivernes værdi lånefinansieret. Set i europæisk sammenhæng er gældsprocenten i dansk landbrug forholdsvis høj. Forskellen skyldes, dels at relativt mange danske landbrugsejendomme omsættes i fri handel ved generationsskifte, dels at familieoverdragelser oftest gennemføres til en ejendomspris, der ligger i nærheden af markedsprisen. Dermed begrænses mulighederne for opsparing af egenkapital fra generation til generation. Til gengæld har Danmark et veludviklet realkreditsystem, der letter finansieringen af ejendomsoverdragelser (se realkredit og Dansk Landbrugs Realkreditfond). Den høje gældsprocent og de dermed forbundne renteudgifter betyder imidlertid, at konkurser er mere almindelige i dansk landbrug end i de fleste af vore nabolande. Staten støtter i et vist omfang unge landmænds etablering gennem fordelagtige statslån (yngre jordbrugslån).

I 1996 var der i alt 65.992 landbrugsbedrifter i Danmark, hvoraf 44 % var heltidsbrug, dvs. bedrifter, hvor arbejdsindsatsen udgjorde mindst 1665 timer om året (et årsværk). Resten var deltidsbrug, dvs. mindre brug, hobbylandbrug og pensionistlandbrug. Af den samlede landbrugsproduktion kom 87 % fra heltidsbrugene.

Udviklingen i landbrugets indtjening fremgår af årlige regnskabsstatistikker, som bl.a. udarbejdes af Statens Jordbrugs- og Fiskeriøkonomiske Institut, SJFI. Et af regnskabsstatistikkens formål er at vise rentabiliteten i landbruget. Den udtrykkes ved forrentningsprocenten, som beregnes ved at sætte overskuddet i forhold til den anvendte kapital. Rentabiliteten i landbruget er stærkt afhængig af bedriftens størrelse. For deltidslandbrug er forrentningsprocenten væsentlig under nul, og på mange mindre bedrifter stammer hovedparten af indkomsten da også fra lønarbejde eller overførselsindkomster mv. For gruppen af heltidsbrug har forrentningsprocenten ligget på 3-4% gennem første halvdel af 1990'erne. Bedrifter i størrelsesgruppen 1-2 årsværk havde en negativ forrentningsprocent, mens bedrifter med tre årsværk havde en forrentningsprocent på over 7. De større brugs bedre rentabilitet er en væsentlig del af forklaringen på strukturudviklingen mod færre og større landbrugsbedrifter.

Landbrugsstatistik har til opgave at belyse landbrugssektorens struktur, den vegetabilske og animalske produktion, fødevareforbruget, prisudviklingen, erhvervets økonomiske forhold samt landbrugsrelaterede miljøforhold. Landbrugssektoren dækker det egentlige landbrug, gartneri, mejerisektoren, skovbrug og pelsdyrproduktionen. Den officielle statistik udarbejdes af Danmarks Statistik, og en samlet udgivelse finder sted i den årlige publikation Landbrugsstatistik. Endvidere udarbejder Statens Jordbrugs- og Fiskeriøkonomiske Institut, SJFI, (fra 2002 navneændring til Fødevareøkonomisk Institut) regnskabsstatistik og analyser af erhvervets økonomiske forhold. Landbrugsstatistikkens opgørelser og definitioner er internationalt harmoniseret gennem FAO og OECD og specifikt for EU-landene gennem forordninger og direktiver.

Helt afgørende for fremtidens landbrug er det gamle spørgsmål om balancen mellem fødevareproduktion og fødevareefterspørgsel. Der har imidlertid aldrig været enighed om tendensen på dette område. Den engelske økonom Thomas Robert Malthus hævdede i 1798, at folketallet altid ville have en tendens til at vokse hurtigere end fødevareproduktionen med sult og sygdom til følge. I den industrialiserede verden har hans tese ikke holdt stik. Her har det højteknologiske landbrug med dets industrialiserede masseproduktion og intensive brug af kemiske hjælpestoffer vist sig yderst produktivt. Spørgsmålet er imidlertid, om denne produktionsform er acceptabel på langt sigt; fx diskuteres miljøproblemer og dyrevelfærd stadig mere intensivt. Udfordringen til fremtidens landbrugspolitik er at finde en balance, som er økologisk bæredygtig, tager hensyn til dyr og natur og samtidig er effektiv nok til at brødføde Jordens voksende befolkning med fødevarer af stigende kvalitet (bl.a. flere animalske produkter). Se også bæredygtigt landbrug og bæredygtig udvikling.