Optimal beskatning, den skattestruktur, der samlet set giver det mindste velfærdstab for skatteyderne i forhold til det offentliges provenu. Optimal beskatning kræver derfor, at de forvridende effekter på resursefordelingen minimeres (se dødvægtstab) samtidig med, at skattebyrdens fordeling lever op til eventuelle fordelingspolitiske målsætninger. I henhold til effektivitetshensynet bør skatten generelt være relativt højest for de skattegrundlag, hvor skatten har den svageste adfærdspåvirkning, mens skatten i henhold til fordelingshensynet bør være relativt højest for de skattegrundlag, som korrelerer stærkest med befolkningens levestandard. De to hensyn vil ofte være i modstrid med hinanden, fx tilsiger fordelingshensynet en relativt høj skat på luksusvarer, som imidlertid oftest er kendetegnet ved, at beskatningsgrundlaget er relativt følsomt, således at dødvægtstabet er forholdsvis stort. I praksis afhænger den optimale beskatning derfor af, hvor stor vægt der lægges på fordelingshensynet i forhold til effektivitetshensynet.