kapitalstruktur (Modigliani og Millers sætning om kapitalstrukturirrelevans)

Kapitalstruktur (Modigliani og Millers sætning om kapitalstrukturirrelevans), De to senere nobelprismodtagere i økonomi Franco Modigliani (1985) og Merton Miller (1990) publicerede i 1958 en artikel om selskabers kapitalomkostning og kapitalstruktur. Under en række restriktive antagelser, bl.a. given investeringspolitik, fravær af skatter, transaktions- og konkursomkostninger, at alle investorer har samme information som ledelsen af selskaberne samt fravær af agencyomkostninger, viste de, at et givet selskabs kapitalomkostning og dets totale markedsværdi er uafhængige af ledelsens valg af kapitalstruktur. Selskabets samlede markedsværdi er bestemt af, hvilke investeringsprojekter det har iværksat, dvs. udelukkende af balancens aktivside, hvorimod ledelsens kapitalstrukturbeslutning er irrelevant i værdimæssig sammenhæng. Denne teori muliggør således en fuldstændig adskillelse af investeringsbeslutningen og finansieringsbeslutningen.

Den basale tankegang i Modigliani og Millers teori er, at de finansielle fordringer, som selskabet har udstedt, blot er en mekanisme til at fordele betalingsstrømmen fra aktiverne og den dertil hørende risiko i forskellige betalingsstrømme med forskellig risiko, men uden at ændre betalingsstrømmen fra aktiverne og den dertil hørende risiko. I finansieringsteori er der tradition for at illustrere denne tankegang ved at lade en kage symbolisere selskabets samlede værdi (og risiko), hvorved ovenstående kan formuleres som, at størrelsen af kagen er uafhængig af, hvor mange og hvor store stykker kagen opdeles i.

Modigliani og Miller skabte en teori, hvis hovedbudskab var, at det analyserede emne var irrelevant. Den forklarer imidlertid ikke mange af de forhold, der kan observeres i praksis, fx forskelle i kapitalstruktur mellem brancher. Dette betyder ikke, at Modigliani og Millers analyse er forkert, tværtimod. De har vist, under hvilke antagelser valg af kapitalstruktur er irrelevant. Udfordringen har derfor været på en hensigtsmæssig måde at slække på de restriktive antagelser, hvilket siden har været et grundlæggende udgangspunkt for corporate finance.