Skyggepris, inden for økonomisk teori en knaphedsbestemt værdiansættelse af bestemte varer eller tjenester. Skyggeprisen fremkommer ved løsningen af et optimeringsproblem, hvor enten en producents indtjening eller andre kriterier ønskes gjort størst muligt under begrænsninger, der skyldes, at bestemte varer eller tjenester kun er til rådighed i et vist omfang. Skyggeprisen er da den tilvækst i kriteriets værdi, der ville kunne opnås, såfremt der var en (lille) enhed mere til rådighed af den pågældende vare eller tjeneste.

Forståelsen af skyggepriser og deres anvendelse i forbindelse med økonomiske beslutninger blev kraftigt øget gennem fremkomsten af lineær programmering og andre optimeringsmetoder fra omkring 1950. Kendskab til skyggepriser giver mulighed for at gennemføre økonomiske kalkuler, hvori det undersøges, om en given ændring i produktion og forbrug, frembragt ved ny teknologi eller ændring i resurser, er fordelagtig for samfundet. Dette kan beregnes ved simpel udregning af ændringens samlede værdi, målt i skyggepriser, idet disse netop er udtryk for de enkelte varers betydning for den overordnede målsætning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig