Kapitalbehov, opgørelse i en virksomhed af forskellen mellem løbende udgifter og løbende indtægter i en given periode, fx en måned. Kapitalbehovet angiver, hvor stort et beløb der skal tilføres virksomheden, for at den kan klare sine udgifter, og det er således et vigtigt begreb i analysen af en virksomheds likviditet. Trækkes kapitaldækningen fra kapitalbehovet, fås det såkaldte nettokapitalbehov og dermed den samlede forskel mellem udbetalinger og indbetalinger i perioden. For at virksomheden skal kunne klare sine betalinger, må kassebeholdningen ved periodens start være mindst lige så stor som periodens nettokapitalbehov.