Kritisk teori er en teoretisk retning indenfor samfunds- og kulturvidenskaberne, som blev grundlagt i 1930’erne af en gruppe filosoffer og samfundsforskere ved Institut für Sozialforschung (Institut for Socialforskning) ved universitetet i Frankfurt am Main i Tyskland. Herfra opstod også navnet Frankfurterskolen som betegnelse på retningen. Teorien skal afdække undertrykkelse, ufrihed og uretfærdig magtudøvelse i samfundet og føre kritikken ud i offentligheden. Den skal kritisere for at ændre og bidrage til et bedre liv.

Grundlæggerne af kritisk teori

Max Horkheimer.

.

Centrale skikkelser ved grundlæggelsen af kritisk teori var Max Horkheimer, Herbert Marcuse og Theodor Wiesengrund-Adorno (sidstnævnte løsere tilknyttet de første år). Andre kendte navne var filosoffen Walter Benjamin og psykologen Erich Fromm. Efter Adolf Hitlers magtovertagelse i 1933 blev gruppen drevet i eksil, først til Schweiz og England, siden til USA. 1949-1950 vendte Horkheimer og Adorno tilbage til Vesttyskland, og fik genetableret instituttet, som stadig eksisterer (2023).

Kritisk teori har siden udviklet sig over nye generationer, og er forankret ved universiteter i mange lande, stærkest i Tyskland, USA og Skandinavien.

Første generation: Horkheimer, Adorno og Marcuse

Arbejdet med kritisk teori blev indledt i 1931, da Horkheimer tiltrådte som direktør for instituttet i Frankfurt. Et grundlag og program kom fra Horkheimers hånd i 1936 med skriftet ”Traditionel og kritisk teori”.

Ifølge Horkheimer ser traditionel teori sig selv som en neutral iagttager, der står uden for sit objekt og stræber efter at beskrive og forklare uden at påvirke eller ændre objektet. Dette, mener han, gælder for hovedparten af moderne videnskaber. Men det er en illusorisk selvforståelse, når det drejer sig om videnskaber om mennesker og samfund, fordi forskerne og deres resultater uundgåeligt selv indgår i det, der studeres. Hvis forskerne ikke gør op med denne illusion, vil deres forklaringer kunne bidrage til at understøtte og legitimere undertrykkende magtforhold. Kritisk teori foretager dette opgør.

Horkheimers inspirationskilder

Theodor W. Adorno.
Theodor W. Adorno var blandt grundlæggerne af kritisk teori.
Theodor W. Adorno.
Af /Akg-Images/Ritzau Scanpix.

Inspiration fandt Horkheimer og hans kolleger især hos samfundstænkere som Karl Marx og den ungarske filosof og marxist Georg Lukacs i deres kritik af klassesamfund, udbytning, fremmedgørelse, kriser og irrationelt spild af mennesker og ressourcer. Disse har ifølge Marx og Lukacs domineret gennem historien fra slavesamfund over feudalisme til kapitalisme. Filosofisk var kritisk teori især påvirket af G.W.F. Hegels dialektiske tænkning og historiefilosofi.

Oprindelig tog kritisk teori udgangspunkt i Marx' forestilling om proletariatet som en klasse, der ville arbejde for en radikal samfundsændring mod frigørelse og afskaffelse af undertrykkelse. I sporet fra Hegel og Marx var det båret af en forestilling om en bestemt retning i historiens forløb mod et bestemt mål. Men efter Hitlers magtovertagelse og det medfølgende barbari svandt denne forhåbning. Opmærksomheden blev rettet mod analyser af ideologier og institutioner, der tjente til at tilsløre magtens virkemåder.

Oplysningens dialektik

Et af hovedværkerne indenfor kritisk teori var Horkheimers og Adornos bog Oplysningens Dialektik, som de skrev 1942-1944 under indtryk af sammenbruddet af den moderne liberale orden, fremvæksten af totalitære regimer, Holocaust og 2. Verdenskrig, hvor ”menneskeheden i stedet for at træde ind i en menneskelig tilstand synker ned i en ny form for barbari” (fra Oplysningens Dialektik).

Forklaringen på dette sammenbrud søgte Horkheimer og Adorno i indre modsigelser i selve den tro på fornuften, som kom med oplysningstiden, og som kom til at gennemsyre kultur og samfundsinstitutioner. Med den accelererende rationaliseringsproces og stræben efter instrumentel kontrol af omverdenen kom mennesket utilsigtet til at skabe ufrihed for sig selv ved at blive underlagt samme instrumentelle kontrol.

Kritik af kulturindustri, materialisme og éndimensionalitet

Herbert Marcuse.
Herbert Marcuse under en forelæsning i maj 1968, Tyskland.
Herbert Marcuse.
Af /AP/Ritzau Scanpix.

Andre problemer, som kritisk teori underkastede sin analyse i denne periode, var rødderne til den autoritære stat, til fordomme og den autoritære personlighed samt massemediernes og kulturindustriens kommercialisering af kunst.

Med efterkrigstidens økonomiske genrejsning blev kritikken også rettet mod forbrugersamfundet og dets materialistiske dyrkelse af økonomisk vækst. Mest kendt blev Herbert Marcuses Det Én-dimensionelle menneske (1969), der også blev en inspirationskilde for studenteroprøret i flere lande. I samme periode bidrog kritisk teori til den voksende kritik af imperialisme og koloniherredømme.

Navnlig Adorno blev med tiden mere og mere pessimistisk i sit syn på samfundsudviklingen med dens materialisme og kommercialisering. Han søgte en modvægt i den moderne kunst og æstetik, som han efterhånden så som den eneste og sidste kritiske instans.

Anden generation: Jürgen Habermas mfl.

Jürgen Habermas

Jürgen Habermas fotograferet i ca. 1980.

Jürgen Habermas
Af .

Fra midten af 1960’erne trådte en ny generation af kritisk teori ind på scenen. Den mest fremtrædende repræsentant blev Jürgen Habermas, der efterfulgte Horkheimer som professor i Frankfurt i 1964. Habermas blev en af nutidens mest kendte og indflydelsesrige filosoffer og samfundstænkere i det hele taget.

På det teoretiske område blev Habermas især kendt for at have omformet selve grundlaget for kritisk teori. Han tog afstand fra den historiefilosofiske tese fra Hegel og Marx om en bestemt retning og et slutmål i historien som normativt orienteringspunkt. I stedet indførte han et normativt ideal, der var forankret i ideen om fri argumenterende og oplyst samtale. Han brugte termerne herredømmefri dialog og ideel samtalesituation. Det skal forstås netop som et ideal: Det er ikke realiseret, men man kan forsøge at tilnærme sig det i praksis.

Opgaven for kritisk teori skulle derefter være at undersøge, hvad der kan hæmme eller fremme realiseringen af dette ideal, og dermed at kritisere illegitime magtforhold, uligheder og undertrykkelse overalt, hvor det kan forekomme.

System og livsverden, diskursetik og demokratiteori

Habermas udfoldede på dette grundlag kritisk teori på flere områder. I et af sine hovedværker, Theorie des kommunikativen Handelns (1981), fremlagde han en sociologisk teori om system og livsverden. Senere kom også en moralfilosofisk teori om diskursetik og politiske teorier om demokrati, retsstat og international retsorden.

Habermas har gennem en række politiske skrifter søgt at føre kritisk teori ud i offentligheden.

Tredje og fjerde generation: Axel Honneth mfl.

Axel Honneth.
Axel Honneth fotograferet i 2009.
Axel Honneth.
Af /Sueddeutsche Zeitung Photo/Ritzau Scanpix.

Habermas’ efterfølger som professor i Frankfurt blev fra 1996 hans elev Axel Honneth, der også blev en internationalt ledende skikkelse indenfor kritisk teori. Fra 2001 til 2018 var Honneth også direktør for Institut für Sozialforschung i Frankfurt.

Kampen om anerkendelse

Honneth fornyede kritisk teori med en teori om magt og anerkendelse – og modstykket til anerkendelse: krænkelser – i dagliglivets sociale samkvem. Gensidig respekt og anerkendelse er forudsætninger for frihed, og fra Hegel uddrog Honneth tre anerkendelsesrelationer: kærlighed, ret og sædelighed, som kan oversættes til følelsesmæssig opmærksomhed (empati), kognitiv respekt (respekt for retfærdighed) og social anseelse (værdsættelse af fællesskabet). Hver af disse har betydning i alle relationer, men hører dog til i forskellige sfærer i samfundet: nære og intime relationer, det civile samfund, politik, arbejdsliv, offentlighed.

Andre betydningsfulde navne inden for tredje generation er Rainer Forst og Martin Saar, som navnlig har bidraget indenfor politisk filosofi.

Fjerde generation

Hartmut Rosa.
Blandt de aktuelle fornyere af kritisk teori tæller Hartmut Rosa, her fotograferet i 2013.
Af .
Licens: CC BY SA 2.0

Man taler nu også om en fjerde generation inden for kritisk teori. Her bør man især nævne Hartmut Rosa, der er mest kendt for sit signalement af nutidens samfund ud fra begreberne acceleration og fremmedgørelse. Desuden medregnes Rahel Jaeggi for hendes originale bidrag til forståelse af fremmedgørelse, filosofisk antropologi og etik.

Kritisk teoris udbredelse

Ud over personkredsen med direkte forbindelser til det oprindelige miljø i Frankfurt fik kritisk teori allerede fra 1950’erne også forankring ved universiteter andre steder i verden. I begyndelsen fortrinsvis i USA, hvor instituttets medarbejdere var i eksil, men siden 1960’erne også i mange andre lande, herunder i Skandinavien. Navnlig Habermas’ store indflydelse bidrog til udbredelsen, og hans teorier indgår nu på mange uddannelser og niveauer i undervisningen.

Dette betyder også, at kritisk teori har fundet anvendelse på en lang række fagområder indenfor samfundsforskning, humaniora, kommunikations- og mediestudier, psykologi og pædagogik mv.

Andre former for kritisk teori

Man kan også støde på anvendelser af betegnelsen ”kritisk teori” i andre betydninger.

Et eksempel er Critical Race Theory (kritisk raceteori), som opstod i USA i forlængelse af Borgerrettighedsbevægelsen i 1960’erne, og indtil nu (2023) fortrinsvis er et amerikansk fænomen. Betegnelsen dækker et retsteoretisk og retssociologisk praksisorienteret program, hvis formål er at afdække, kritisere og så vidt muligt fjerne racebetingede skævheder og diskrimination i retssystemet. Man har i flere amerikanske stater søgt at forbyde undervisning i kritisk raceteori.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig