Rational Choice Teori – teori om rationelle valg – er en samfundsvidenskabelig teoriretning, der tager udgangspunkt i antagelser om, at de enkelte ”agenter” (den term, man foretrækker for individer, aktører, organisationer, virksomheder, stater osv.) handler rationelt med henblik på at opnå størst mulig nytte på den mest omkostningseffektive måde. Denne opfattelse om rationel nyttemaksimering som forklaring på handlinger har sine rødder i den økonomisk videnskabs billede af mennesket som economic man. Især politisk videnskab og sociologi har inddraget disse antagelser fra økonomiske videnskab.

Udbredelse af Rational Choice Teori i sociologi

I sociologien har selve begrebet rationalitet i bredere forstand en tradition, der går tilbage til Max Webers handlingsteori fra starten af 1900-tallet. Weber opererede med formålsrationel og værdirationel handling som blot to blandt flere typer af handling og adfærd.

Til forskel herfra forudsætter Rational Choice i udgangspunktet, at alle agenter og al handling er rationelt nyttemaximerende. Det forudsættes at gælde på alle områder i det sociale liv, det være sig i økonomi, arbejdsmarked, politik, den religiøse sfære, partnervalg og familie, demografi, forbrydelser, foreningsliv, det civile samfund osv. Interaktion mellem mennesker bliver dermed at betragte som et marked med udveksling af goder analogt med, hvad der sker på økonomiske markeder.

Rational Choice dukkede frem i sociologien fra 1960’erne. En af de første til at introducere teorien på sociologiske felter var økonomen Gary Becker. Han udviklede på basis af Rational Choice matematisk formulerede modeller til forklaring af bla. arbejdsdeling i husholdninger, diskrimination og kriminalitet.

Rational Choice som samfundsvidenskabernes fælles grundlag?

Introduktionen af Rational Choice i sociologien var fra starten kontroversiel, især fordi det var en meget individualistisk, simpel og abstrakt menneskeopfattelse, der negligerede socialisering, social baggrund, normer, fællesskaber mv.

Udbredelsen i sociologien fik imidlertid fremdrift i løbet at 1980’erne, især takket være en indsats fra en af hoveddrivkræfterne, den amerikanske sociolog James Coleman. Colemans ambition var, at Rational Choice skulle blive et fælles grundlag for alle samfundsvidenskaber. I et stort værk fra 1990, Foundations of Social Theory, gennemgik han, hvordan Rational Choice ville kunne definere og udfolde sociologiens grundbegreber og besvare centrale spørgsmål om social orden, normer, institutioner, social kontrol, ulighed, magt, sociale konflikter, social forandring osv.

Rational Choice og problemet om den sociale orden

Rational Choice repræsenterer en metodeindividualistisk angrebsmåde, derved at den tager udgangspunkt i de enkelte individers egennyttige kalkyler. Fænomener på det samfundsmæssige makroniveau, fx klassekonflikter, ændringer i erhvervsstruktur, normer, familieformer, opkomst af organisationer, religion og sekularisering og lignende skal ifølge Rational Choice forklares via mikroniveauet som resultat af summen af de enkelte individers handlinger.

Dette krav har vist sig at give vanskeligheder for Rational Choice og tilsvarende individualistiske teorier. Det fremgår meget tydeligt, når man stiller Rational Choice overfor det problem, der i århundreder har optaget samfundstænkningen, nemlig at forklare eksistensen af en ”social orden”. Hvad forklarer, at et samfund og andre kollektive sociale enheder overhovedet kan opretholde fælles struktur, normer, institutioner, integration, sammenhængskraft, grænser osv.? Hvordan kan det lade sig gøre i et samfund, befolket af rationelle egoistiske individer, der alle kun tænker på egne fordele? Hvordan kan det være, at et sådant samfund ikke bryder sammen i alles kamp mod alle, således som filosoffen Thomas Hobbes i sin bog Leviathan fra 1651 forudså, at konsekvenserne måtte blive?

Rational Choice og samfundskontrakten

Thomas Hobbes hævdede, at dette ragnarok kun kunne hindres ved at individerne aftalte at overlade til en suveræn hersker at gennemtvinge social orden og fredelige tilstande ved sværdets magt.

Et problem for Rational Choice er her, at det er vist, at det ikke vil være rationelt for rationelle egoister at indgå en sådan aftale om fredeligt samarbejde og at overlade en suveræn hersker ubegrænset magt til at sikre dette.

Hverken Coleman eller andre indenfor Rational Choice har givet en overbevisende løsning på dette klassiske problem. Man har måttet inddrage andre faktorer og forklaringer, der ligger uden for rammerne af Rational Choice.

Anvendelsesområder i sociologi

Dette har været en væsentlig grund til, at ambitionen om at gøre Rational Choice til grundlag for sociologi og samfundsvidenskaberne i det hele taget ikke er blevet indfriet. Men det har på den anden side ikke hindret, at Rational Choice alligevel med udbytte har været anvendt på nogle afgrænsede områder af det sociale liv, dér hvor nyttemaksimerende rationalitet spiller en rolle.

Et eksempel: Social mobilitet

Et af disse områder er social mobilitet, altså individers bevægelser op og ned mellem sociale lag og klasser i deres livsforløb og over generationer. Social mobilitet kan især opstå, når folk vælger uddannelse og erhverv. Den engelske sociolog John H. Goldthorpe har sammen med andre dannet skole gennem omfattende statistisk anlagte undersøgelser af befolkningers uddannelsesvalg og mobilitet over generationer. Man har her bygget på antagelser om fordele og omkostninger ved at søge opadstigende social mobilitet ved uddannelses- og erhvervsvalg. Man har inddraget oplysninger om ressourcer, der fremmer eller hæmmer social mobilitet, og som dermed kan forklare ulighed i chancer, fx i form af økonomisk, social og kulturel kapital.

Undersøgelserne er gennemført i mange lande og over længere årrække, hvorved det er muligt at sammenligne mobilitet mellem lande og registrere ændringer over tid. I Danmark har man tidligt etableret dækkende befolkningsregistre af høj standard, og takket været disse registre har dansk mobilitetsforskning frembragt bemærkelsesværdige nye resultater, udført blandt andre af sociologerne Mads Jæger og Kristian Karlson. Resultaterne har vundet international anerkendelse og tiltrukket forskere fra andre lande.

Denne type undersøgelser har også bidraget til at kaste nyt lys over det vanskelige problem om forholdet mellem social arv og miljø, når social ulighed skal forklares.

Andre sociologiske områder

Andre sociologiske områder, hvor Rational Choice har været anvendt, er kollektiv handlen gennem deltagelse i arbejdsmarkedets organisationer, politiske partier og bevægelser, vælgeradfærd, forbrugeradfærd, familie, køn, demografi og kriminalitet. Generelt indgår teori om Rational Choice typisk i kombination med andre teorier, fx om socialisering og indlærte normer.

Udvikling i styringsmetoder har øget relevansen af Rational Choice Teori

Interessen for Rational Choice skal også ses på baggrund af styre- og ledelsesmetoder, der har bredt sig indenfor offentlige og private virksomheder siden 1980’erne. I stigende omfang har man indført metoder, der bygger på økonomiske incitamenter frem for eller ved siden af andre motivationsmetoder, såsom regler, direkte påbud, ordrer, forbud eller fælles demokratiske beslutninger. Det kan være brug af afgifter, individualiserede og præstationsbaserede lønformer, fordeling af bevillinger efter opnåede resultater, velfærdsydelser differentieret efter eller betinget af overholdelse af bestemte adfærdskrav mv.

Rationel nyttemaksimering er en indlært adfærdsnorm

Sådanne styre- og ledelsesformer virker kun, hvis folk tænker rationelt nyttemaksimerende. Det gør folk kun i begrænset omfang, og i sociologi er en fremherskende antagelse, at rationel nyttemaksimerende tænkemåde i vid udstrækning er en tillært og historisk samfundsskabt norm. Den omtalte udvikling i styre- og ledelsesformer fremmer i sig selv en sådan indlæring. Systemets anvendelse af nævnte styre- og ledelsesformer har nemlig samtidig den effekt, at den tilskynder eller – i nogle tilfælde – nærmest tvinger folk til at lære at tænke rationelt nyttemaksimerende.

Dette kan i øvrigt samtidig ses som et eksempel på det, Jürgen Habermas kalder, at systemet ”koloniserer livsverdenen”.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig