Robert Ezra Park

I litteraturen nævnes Park ofte som ophavsmanden til selve glosen human ecology, som dog var blevet anvendt nogle år tidligere, i 1908, af geografen J. Paul Goode (1862-1932). Men det var Park, der indførte begrebet i sociologien og drev humanøkologi frem som felt.

Med brug af begrebet humanøkologi ville Park signalere, at menneskers sociale liv ligesom livet for (andre) dyr og planter er henvist til at tilpasse sig miljøbetingelserne bedst muligt, de naturgivne såvel som de menneskeskabte.

Sammen med kollegerne Ernest Watson Burgess og Louis Wirth oparbejdede Park feltet bysociologi. Metoderne var studier ude i felten af byen og bylivet i Chicagos forskellige kvarterer. Bosætningsmønstre og opdelingen i byens i zoner efter de forskellige funktioner og sociale lag, fra slum til velhaverkvarterer, blev kortlagt. De fandt et mønster af koncentriske cirkler, som typisk var ret udbredt også i andre amerikanske storbyer.

I studierne af immigranter kortlagde og analyserede Park forløb fra immigranternes ankomst gennem de videre faser og mønstre med de forskellige resultater.

En række sociologiske begreber blev skabt og bragt i spil i disse studier (i dansk oversættelse): marginalgrupper, marginale personer, ind-/ud- gruppe, social afstand, konkurrence, konflikt, tilpasning, assimilation, etnocentrisme, antagonisme mv., begreber og ord, som er gledet ind i både sociologisk fagterminologi og i dagligsprog.

Parks studier af racerelationer blev allerede i samtiden udsat for kritik, bl.a. fordi han tillagde biologisk arv betydning for raceprægede mentaliteter. En af kritikerne var sociologen W.E.B. Du Bois. Disse studier har ikke fundet plads i sociologiens historie.