Faktaboks

Raymond Boudon
Født
1934
Død
2013

Raymond Boudon, 1934-2013, fransk sociolog, siden 1975 professor ved Sorbonne i Paris. Boudon foretog studier inden for områder som social ulighed og mobilitet, almen sociologisk teori og social forandring. Han har påvist, at i de vestlige lande vil ændringer i uddannelsesmuligheder i sig selv kun i ringe grad mindske uligheder i velfærd og i muligheder for social mobilitet.

Teoretisk er Boudon fortaler for metodologisk individualisme (se individualistisk sociologi), og flere af hans værker omhandler forholdet mellem individets rationelle handlinger og de effekter, som opstår i interaktion med andre individer. Social forandring vil ofte indebære utilsigtede og uønskede konsekvenser af rationelle handlinger, et fænomen, som Boudon har kaldt perverse effekter. Også ideologiers opståen og udvikling har Boudon søgt at forklare ud fra individuel rationalitet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig