Pierre Bourdieu

Bourdieu blev født og voksede op i en landsby i Pyrenæerne. Hans far var landmand, senere postbud og postmester, og moderen var ansat på postkontoret. I 1951 kom han ind på den prestigefyldte École Normale Supérieure på Rue d'Ulm i Paris, hvor han læste filosofi. I 1955, midt under den algeriske uafhængighedskrig, blev Bourdieu indkaldt til militærtjeneste i Algeriet.

Det førte til starten på hans sociologiske karriere. Han blev optaget af at forstå det algeriske samfund og dets overgang fra det traditionelle prækapitalistiske kolonisamfund til kapitalistiske økonomier. Efter militærtjenesten gik han i gang med forskning blandt berberfolket i et kabylsk landsbysamfund og blandt arbejdere i algeriske byer.

I 1960 vendte Bourdieu tilbage til Frankrig, og blev snart efter leder af det, som senere blev École des Hautes Études en Sciences Sociales (skolen for videregående samfundsvidenskabelige studier). Fra 1981 og frem til sin død i 2002 var han professor ved Collège de France.

Som nævnt indledningsvis spændte Bourdieus studier over et bredt felt. Karakteristisk for hans fremgangsmåde var, at han udviklede sine metoder og teoretiske begreber i tæt forbindelse med sit empiriske arbejde. Nye begreber udarbejdede han efterhånden, som han fandt behov for det, og han kunne i senere studier vende tilbage for at udfolde og modificere begreberne yderligere.

Hans teoretiske inspirationskilder er især de klassiske sociologer Karl Marx, Emile Durkheim og Max Weber.

Men Bourdieu udviklede sine egne nye analytisk potente begreber gennem sine studier. De er ikke skabt som dele til en samlet teoribygning, men alligevel kan man finde nogle fælles idéer og antagelser, der binder begreberne sammen. En bærende idé er, at de enkelte individer på den ene side er præget af handledispositioner, der er indsocialiseret gennem opvækst og livsforløb, men samtidig vælger strategier spontant eller mere velovervejet i de konkrete situationer i samspillet med andre.

Bourdieu søger hermed at forbinde to teoretiske positioner, som ofte er blevet opfattet som modsætninger i sociologien: tænkende, følende og handlende individer overfor overindividuelle strukturer.

Ifølge opslag i Ordbog over det danske sprog defineres habitus som ”indbegrebet af en persons mentale og moralske egenskaber”, hvilket faktisk også rammer flere af de dimensioner, som Bourdieu lægger i begrebet. Nemlig at der er tale om et lag af relativt varige egenskaber, som præger en persons måder at handle og være på.

Habitus er et internaliseret sæt af handledispositioner, der er dannet gennem erfaringer og oplevelser under opvækst og senere i livet. Habitus kan altså opfattes som forbindelsesled mellem det subjektive og de objektive strukturer. Bourdieu bruger også begrebet praktisk sans, som dækker over de kompetencer, som mennesker udvikler til spontant at håndtere situationer i det sociale liv.

I alle Bourdieus analyser er de sociale relationer præget af magt og dominans. Hvordan magtrelationer dannes og virker, forklarer Bourdieu ved at indføre begreber om forskellige kapitalformer.

Generelt er kapital en ressource, som man indenfor et felt konkurrerer om at erhverve, fordi det giver fortrin. Inspireret af Marx’ brug af begrebet ser Bourdieu kapital som en social relation. Men til forskel fra Marx opererer Bourdieu med flere former for kapital, der hver udgør en særlig type af ressource. Der er fire hovedformer: økonomisk, kulturel, social og symbolsk kapital.

Mere specifikke kapitalbegreber kan også dannes indenfor særlige felter, fx videnskab og sport. Bourdieu mener desuden, at det i nogen grad er muligt at veksle en kapitalform til en anden.

Når Bourdieu skal analysere overordnede dynamikker i samfundet som helhed, opererer han med begreberne det sociale rum og felt.

I stedet for at dele befolkningen op i faste hierarkisk ordnede klasser eller sociale lag, placerer han de forskellige positioner i et socialt rum efter flere dimensioner, nemlig efter hvor store mængder kapital, de besidder: dels deres samlede mængde og dels deres økonomiske og kulturelle kapital. Det giver mulighed for mere nuancerede analyser af interesser, styrkeforhold, handlemuligheder, alliancedannelser mv.

Bourdieu indfører desuden begrebet felt, som dækker over afgrænsede relativt varige handlingsrum, hvor aktørerne indenfor rammerne af nogle indarbejdede regler (formaliserede eller uformaliserede) kæmper eller konkurrerer om bestemte typer af kapital, som er med til at definere feltet. Eksempler kan være politik, økonomi, kunst, sport, videnskab osv.

Bourdieus begreber har vist sig frugtbare til empiriske analyser på mange områder, og har vundet betydelig udbredelse.

Blandt Bourdieus værker skal følgende fremhæves:

• Sociologie de l’Algérie fra 1958 (Algeriets sociologi), der handler om hans studier fra tiden i Algeriet.
• Esquisse d'une théorie de la pratique. Précédé de trois études d'ethnologie kabyle (1972, på dansk Udkast til en praksisteori, 2005) og Les sens pratique (1980, på dansk Den praktiske sans, 2007), hvor Bourdieu udvikler praksisbegrebet teoretisk for at forstå forholdet mellem menneskers handlinger, socialiseringsbaggrund og bevidsthed på den ene side og ydre normer og strukturer på den anden.
• La réproduction. Eléments pour une théorie du système d’enseignement (sammen med Jean-Claude Passeron, 1970, på dansk Reproduktionen. Bidrag til en teori om undervisningssystemet, 2006) handler om, hvordan det franske uddannelsessystem bidrager til at reproducere ulighed ved bl.a. at virke som en sorteringsmaskine.
• Homo Academicus (1996) og La Noblesse d’État. Grandes écoles et esprit de corps (1996, Statsadelen. Eliteskoler og korpsånd) handler om uddannelseseliterne: hvordan de skabes, reproduceres, hvilke interesser, de har, og hvordan de indgår i magtkampe.
• La Distinction. Critique sociale du jugement (1979, på dansk Distinktionen: en sociologisk kritik af dømmekraften, 1995) er resultatet af hans studier af kulturprodukter og kulturelle aktiviteter. Her viser han, hvordan det at besidde kulturforståelse og kulturel dannelse giver status, og hvordan elitens kunstsmag og afsmag fra andres smag hæver den over massen. Dermed dannes et distinktionssystem, der afgrænser sociale lag og livsformer, og giver identitet og selvbevidsthed.
• La domination masculine (1998, på dansk Den maskuline dominans, 1999). Her analyserer Bourdieu, hvordan kønsdistinktioner danner grundlag for magt og hierarkier, og er stærkt indlejret i menneskers krop handlingsberedskab.

• sociologi
• Algeriet – historie