Faktaboks

Jon Elster
Født
22. februar 1940, Oslo, Norge
Jon Elster i 2010.
Jon Elster forelæser på Harvard University den 2. december 2010.
Af .
Licens: CC BY 2.0

Jon Elster er en norsk filosof og samfundsforsker, hvis produktion spænder over problemer, der har optaget filosoffer og samfundstænkere gennem tiderne. Med inddragelse af et bredt spektrum af faglige traditioner og discipliner har han gennemført teoretiske, filosofiske og empiriske analyser af basale problemer af universel betydning for opretholdelse af ordnet socialt liv. Det drejer sig om temaer som individ overfor fællesskab, egennytte overfor kollektiv velfærd, dannelse af fælles normer, rationalitet overfor følelser, intentionalitet overfor viljessvaghed og forskellige former for social retfærdighed.

Elster har gennem årene også ytret sig som offentlig intellektuel, i sine yngre dage især samfundspolitisk og senere også med skarpe indlæg i faglige kontroverser.

Biografisk baggrund

Jon Elster fik en magistergrad i filosofi fra Universitetet i Oslo i 1966 og fortsatte derefter sine studier i Paris, hvor han i 1972 erhvervede en doktorgrad ved École Normale Supérieure på en afhandling om Karl Marx’s teorier. Efter nogle år ved universitetet i Oslo blev han i 1984 professor i politisk videnskab ved University og Chicago og i 1995 professor i samfundsvidenskab ved University of Columbia, New York. 2006 blev han desuden professor ved Collége de France i Paris (frem til 2011).

Jon Elster har modtaget talrige akademiske æresbevisninger.

Elster om Karl Marx

Flere af Elsters tidlige arbejder op til 1980’erne lå i forlængelse af doktorafhandlingen og bestod i indgående kritiske analyser af Marx’s skrifter. Marx’s teorier har gennem årene givet anledning til stadige kontroverser og stridigheder af både faglig og politisk- ideologisk karakter. En ledetråd i Elsters grundige og stringente analyser var at forsøge at afklare, hvilke dele af Marx’s teorier, der ud fra nyeste samfundsvidenskabelige standarder og metoder var holdbare, og hvilke der måtte afskrives som fejltagelser.

Jon Elsters fremgangsmåde byggede på teorier, som på nogle punkter var fremmede for Marx’s egne. Elster var således fortaler for moderne individualistiske teorier om rationalitet, nærmere bestemt såkaldt rational choice-teori og spilteori: Mennesker handler individuelt rationelt og strategisk i forhold til andre med henblik på at opnå størst mulig nytte. Dernæst skal man opbygge forklaringer ud fra de enkelte individers valg og handlinger (metodeindividualisme).

Elster sammenfattede sine resultater i et stort værk fra 1985, Making sense of Marx (norsk oversættelse i uddrag: Hva er igjen av Marx, 1988).

Hvad er dødt hos Marx?

Hovedresultater var, at flere meget centrale dele af Marx’s samlede teorisæt måtte forkastes på grund af brist i begreber og i almindelige krav om stringens og logik. Det drejede sig om væsentlige dele af Marx’s økonomiske teori i hovedværket Kapitalen, og ligeledes dele af Marx’s historieteori, historiske materialisme (se: materialistisk historieopfattelse), herunder hans antagelser om forholdet mellem basis og overbygning og om, hvad der driver store samfundsforandringer frem, herunder ved revolutioner.

Hvad lever stadig hos Marx?

Andre dele af Marx’s teori fandt Elster til gengæld fortsat fuldt levedygtige. Det gælder først og fremmest Marx’s teori om teknologisk forandring, vækst og koncentration af økonomisk magt under kapitalismens stærke konkurrencepres. Virksomheder er tvunget til at søge at akkumulere kapital, og dem der ikke formår at innovere og vokse, vil blive slået ud af markedet.

Et andet levedygtigt element i Marx’s teori er udbytningsteorien. Marx mente, at alle hidtidige samfund var klassesamfund, og at klassesamfund bygger på udbytning. Udbytning foreligger, hvis mennesker tvinges til at producere mere, end de (og deres børn, familie og husstand) skal have for at opretholde forbrug. Tvang kan bestå i direkte magtanvendelse som i slavesamfund eller som i feudalsamfund ved tvungent hoveriarbejde for herremanden. Under kapitalisme taler Marx om ”stum tvang” i form af mangel på alternativer til lønarbejde for dem, der ikke ejer produktionsmidler. Også elementer i Marx’s klasseteori og i hans ideologiteori mener Elster stadig er fuldt levedygtige.

Forklaringstyper i samfundsvidenskaber

Et vigtigt og helt grundlæggende metodologisk problem hos Marx og i samfundsvidenskaberne generelt, som Elster forsøgte at afklare, drejer sig om, hvad forklaringer kan være. Hvad forklarer det sociale livs former, mønstre, hændelser eller stabile egenskaber. Kan man bruge samme metoder som i naturvidenskaber?

Tre hovedtyper

Elster analyserede tre hovedtyper af forklaringer, hver især typiske for bestemte videnskaber. I fysik bruges som regel generelle årsagslove, der formodes at gælde overalt, til at forklare. I biologi bruges årsagslove også. Men desuden bruges en anden type, som kaldes funktionelle. Egenskaber eller elementer i organismer, fx hjertet, forklares ved deres funktion for hele organismens liv. Dette forklares ved Darwins princip om naturlig selektion af de bedst egnede. I videnskaber om mennesker gælder årsagsforklaringer også, og ligeledes funktionelle forklaringer, men kun i meget specielle tilfælde. Det særlige er brug af intentionelle forklaringer, forklaringer af handlinger ud fra tolkninger af hensigter. De gælder kun i videnskaber om mennesker.

Kritik af funktionalisme i samfundsvidenskaber

Elster har gjort sig anerkendt gennem vedholdende analyser af problemer ved brug af funktionelle forklaringer i videnskaber om mennesker. Fx påstås ofte, at ulighed kan forklares ved, at det er gavnligt for vækst og dynamik. Men det at ulighed er årsag til en bestemt virkning (vækst) kan ikke være ulighedens årsag, og kan derfor ikke uden videre tjene som forklaring. Det kommer i stedet til at virke som ideologiske forsvar for ulighed.

Dialektik, modsigelser og paradokser

En særlig og kontroversiel filosofisk tænkemåde eller metode, som siden Hegel og Marx har spillet en rolle i samfundstænkningen, er dialektikken. Dialektik er siden Aristoteles blevet opfattet som en særlig metode og dynamik i diskussioner og tænkning, hvor afklaring og ny indsigt opstår gennem overvindelse af modsigelser. Det er skematisk blevet stillet op som en bevægelse gennem tese – antitese – syntese. Hos Hegel udstrækkes dialektik og modsigelser imidlertid til også at udspille sig i virkeligheden udenfor tænkningen og ligge bag historiens udvikling. Denne tænkemåde støder man også på hos Marx, uden at han dog udfolder det systematisk i et filosofisk system.

Sondring mellem modsigelser i tænkning og modsætninger i verden udenfor tænkningen

Både hos Hegel og Marx har dialektik en dunkel og uklar betydning. Elster forsøger at skabe klarhed og uddrage frugtbare indsigter på to måder. For det første ved at sondre mellem modsigelser i tænkning og bevidsthed og modsætninger i den virkelige verden uden for tænkningen. Klasse- og interessemodsætninger kan være drivkræfter bag forandringer, men er ikke forbundet med modsigelser i tænkningen. De kan være rationelt klart begrundet og erkendt som grundlag for handling. Der er ikke tale om modsigelser i tænkning.

Rationalitetens grænser og paradokser

I moderne samfund siden oplysningstiden har det været en forventning, at øget viden og øget rationalitet ville føre til en stadigt mere rationelt gennemskuelig og ordnet verden. Det er ikke altid tilfældet, har det vist sig.

De fænomener, som Elster særligt forbinder med dialektik, er processer, hvor rationalitet støder mod grænser i form af paradokser eller direkte modsætninger til det, som rationelle beslutninger tilsigter. Disse grænser kan skyldes, at samspillet mellem de enkelte individers rationelle valg, der er styret af egennytte, får irrationelle konsekvenser. Det tilsigtede mål nås ikke, og alle bliver tvært imod dårligere stillet. Banale eksempler er trafikpropper, forurening og klimaproblemer. Man taler her om kontrafinale eller suboptimale udfald af rationalitet: at man opnår det modsatte af det, man havde som målsætning, eller i hvert fald mindre end det, man kunne have opnået. Grænserne for rationalitet kan også skyldes individuelle psykologiske mekanismer.

Rationalitet, normer og institutioner

Indsigt i rationalitetens begrænsninger førte gennem årene Elster i retning mod større interesse for normer, institutioner, traditioner og følelser. Blandt andet har han undersøgt betydningen af retfærdighedsnormer i forskellige sfærer af det sociale liv. Retsopgør efter krige og historiske omvæltninger, hvor retfærdighedsforestillinger kommer tydeligt frem, har været et andet felt, som Elster har studeret i sine senere år.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig