Charles Wright Mills

Mills blev i 1950'erne kendt som en central kritiker af Talcott Parsons' funktionalisme, som han kaldte grand theories (store teorier) og mente var for abstrakt. Teorien var desuden for ensidig ved at forudsætte konsensus i samfundet og derved negligere konflikter og deres rolle.

Han kritiserede på den anden side også det, han kaldte den "abstrakte empiricisme". Det var den form for især kvantitativt anlagt forskning, som han mente blot ophobede statistiske data uden at give nogen dybere forståelse og indsigt.

Mills sammenfattede sin kritik af den dominerende tendens i amerikansk sociologi i The Sociological Imagination (1959), hvori han også i skematisk form fremlagde sin metodiske tilgang.

Han fandt sin inspiration hos Karl Marx og Max Weber, men også i et politisk engagement. I sin magt- og klassetrilogi bestående af The New Men of Power (1948), White Collar (1951, på dansk De nye middelklasser, 1958) og The Power Elite (1956) analyserede han centrale problemer i det amerikanske samfund.

Hans empiriske analyser var et forsøg på at forstå individers eller gruppers situation i en samfundsmæssig og historisk kontekst.

I sine sidste år blev han stadig mere involveret i samfundsdebatten. I The Causes of World War Three (1959) og Listen, Yankee (1960) analyserede han de storpolitiske konflikter og den sociale revolution i Cuba.

Hans sidste bog, The Marxists (1962), blev et kritisk, men positivt forsvar for marxismen som videnskabelig metode.

• klasse
• elite
• magt
• Cubas historie