Faktaboks

Amitai Etzioni

Født: Werner Falk

Født
4. januar 1929, Köln, Tyskland
Død
31. maj 2023

Amitai Etzioni var en israelsk-amerikansk sociolog. Hans forskning havde særlig stor indflydelse på udviklingen af en teori om kommunitarisme, altså idéen om at et frit og demokratisk samfund kun kan eksistere i kraft af fællesskab og solidaritet. Dertil kom hans arbejde for udviklingen af socioøkonomien som videnskab, altså en brobygning mellem sociologi og økonomisk videnskab.

Etzionis opvækst og uddannelse

Etzioni blev født i Tyskland i en jødisk familie men flygtede til Palæstina i 1937, otte år gammel. Hans navn var oprindeligt Werner Falk, men i Palæstina skiftede han fornavn til det hebraiske Amitai.

Her voksede Etzioni op i en lille jødisk landsby. Sytten år gammel gik han ind i den jødiske undergrundshær og deltog i kampen for en selvstændig jødisk stat, først mod briterne, senere mod arabiske stater. Som soldat i den illegale hær tog han navnet Etzioni som dæknavn, hvilket senere blev hans efternavn.

Efter staten Israels oprettelse gennemførte Etzioni frem til 1956 studier i sociologi ved Det Hebraiske Universitet i Jerusalem. Året efter rejste han til USA, hvor han allerede efter halvandet år fik en ph.d.-grad i sociologi ved Berkeley-universitetet i 1958.

Akademisk karriere

Etzioni var professor i sociologi ved Colombia University i 20 år fra 1958 til 1978, senior rådgiver ved Det Hvide Hus 1979-1980 og dernæst professor i International Affairs ved George Washington University 1980-2010. I perioden 1987-1990 var han desuden professor ved Harvard University. Han indtog en række ledende akademiske hverv, herunder som præsident for det amerikanske sociologforbund (American Sociological Association) 1994-1995.

Amitai Etzionis forskning

Etzionis betydeligste arbejder befinder sig på grænserne mellem samfundsvidenskabelige teorier, moralfilosofi og politisk filosofi. Spørgsmål om menneskesyn, egoisme overfor altruisme, individualisme og kollektivisme samt fri vilje overfor determinisme er tilbagevendende temaer.

Bidrag til kommunitarismen

Etzioni ydede væsentlige bidrag til kommunitarismen, den teoretiske bevægelse, der blomstrede op i 1980’erne især i USA. Udgangspunktet var – og er fortsat – et blivende moralsk og politisk dilemma mellem individuelle rettigheder til at fremme egen lykke overfor hensyn til fællesskaber, fælles goder og fælles velfærd. Etzioni bidrog til kommunitarismen gennem en række værker, hvis grundsyn var, at værdier og behov altid er socialt formet indenfor fællesskaber, og at alle er afhængige af kollektive goder.

Han var under dette arbejde i en periode direktør for Institute for Communitarian Policy Studies (Instituttet for kommunitaristiske politiske studier) ved George Washington University. Disse studier var båret af den erklærede normative orientering, at stærkere fællesskaber bør tilstræbes. Kommunitarisme skulle være et modstykke til den tiltagende individualisme, Etzioni så i tiden.

I 1990 grundlagde han et Communitarian Network (kommunitaristisk netværk).

Udviklingen af teorien om socioøkonomi

Etzioni var særdeles kritisk overfor den dominerende økonomiske teoridannelse, især dens rådende økonomiske menneskebillede, economic man, der opfatter mennesker som rationelle egoister. Ikke alene savner dette empirisk dokumentation, det fører også til negative og velfærdsskadelige politiske anbefalinger og til forkerte forudsigelser, mente Etzioni.

Han søgte i stedet at opbygge en ny teoridannelse på tværs af økonomi og sociologi, der skulle tage udgangspunkt i antagelser om, at mennesker handler i en brydning mellem på den ene side moralske forpligtigelser over for fællesskaber og det fælles bedste, og på den anden side egeninteresse.

Etzioni var i 1990 stiftende præsident for International Society for Socioeconomics.

Rollen som offentlig intellektuel

Etzioni var aktiv i fredsbevægelser, i kampagnen mod atomvåben og i protestbevægelsen mod Vietnamkrigen.

Han var som forkæmper for kommunitarisme en flittig deltager i den offentlige debat. Han havde en omfattende produktion af bredt formidlende bøger samt indlæg i tidsskrifter og andre medier.

Amitai Etzionis hovedværker

  • The Active Society: A Theory of Societal and Political Processes. New York 1968.
  • The Moral Dimension: Toward a New Economics. New York 1988.
  • The Spirit of Community. New York 1993.
  • The New Golden Rule. New York 1996.
  • The Limits of Privacy. New York 1999.
  • From Empire to Community: A New Approach to International Relations. New York 2004.
  • The New Normal. Finding a Balance between Individual Rights and the Common Good. New Brunswick, NJ 2015.
  • Law and Society in a Populist Age Balancing Individual Rights and the Common Good. Bristol 2018.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig