Social forandring, ændringer i samfundet og andre sociale systemer og hermed et centralt forskningsfelt inden for samfundsvidenskaberne mhp. teoriudvikling og afdækning af grundlæggende dynamiske lovmæssigheder, som integrerer økonomiske, sociale, politiske og kulturelle processer. Studiet af social forandring omfatter hovedretningerne evolutionisme, moderniseringsteorier, historisk materialisme og historisk sociologi. En vigtig sondring i studiet af social forandring er, om tilgangen er præget af et konflikt- eller konsensussyn på samfundsudviklingen. Se også konflikt, konsensus og sociologi.