Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kulturel forsinkelse

Oprindelig forfatter Bild Seneste forfatter Redaktionen

kulturel forsinkelse, kulturelt efterslæb, cultural lag, sociologisk begreb, der beskriver situationen, hvor en del af en kulturel helhed forandrer sig trægere eller senere end en anden, hvorved der opstår uligevægt og sociale problemer.

Begrebet anvendtes første gang i 1922 af den amerikanske sociolog William F. Ogburn (1886-1959) i forbindelse med studier af social forandring. Ogburns teorier bygger på en generel antagelse om, at den teknologiske og økonomiske udvikling normalt vil ske hurtigere end udviklingen af de sociale institutioner, og at disse igen vil forandre sig hurtigere end samfundets ideologiske, moralske og etiske tænkemåder. Et eksempel på kulturel forsinkelse i nutiden er forholdet mellem genteknologiens hastige udvikling og de etiske normer for dens anvendelse. Se også gesunkenes Kulturgut.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Tage Bild: kulturel forsinkelse i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=112100