offentlighed

Forum Romanum var oprindeligt et mødested ved indfaldsvejene til Rom. Her blev der bygget huse, butikker, banker, templer og et centralt marked. Siden blev det et samlingspunkt med juridisk, økonomisk, politisk og social karakter. Et byrum, der var åben for alle, et sted for leg og fornøjelser, men også forskellige politiske og religiøse fortællinger og genstande.

Forum Romanums åbne karakter bar præg af at være et ubeskyttet og ukontrolleret politisk, kommercielt og socialt rum. Et kaos, Gajus Julius Cæsars diktatur nedbrød ved at ensrette det mangfoldige rum til sin fordel i midten af 1. århundrede f.v.t.

Omvendt sikre og trygge var de offentlige romerske bade, termerne. De bemærkelsesværdige institutioners primære funktion var social og kun sekundært sanitær, og de minder som sådan om vores svømmehaller i dag. De var åbne for alle, også umyndige personer som slaver, kvinder og rejsende.

Badene virkede i udgangspunktet som en smeltedigel for alle samfundets lag, midt i et stærkt hierarkisk samfund. Deres institutionelt garanterede åbne og sikre karakter i form af universel adgang står således i modsætning til den vilde offentlighed i Forum Romanum.

I slutningen af 1700-tallet formulerede Immanuel Kant sit berømte begreb om 'den offentlige brug af fornuften'. Det gjorde han i sin korte, berømte artikel “Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er oplysning?". Her understregede han, at man i et samfund baseret på oplysningens principper som borger altid måtte give sin oplyste (i dag ville man sandsynligvis sige informerede) mening til kende.

Det var, hvad Kant kaldte at "gøre offentlig brug af sin fornuft". Det også selvom ens forslag går imod samfundets bestående indretning. Kun gennem borgernes konstruktive forslag, mente Kant, kan samfundet skride frem i sin udvikling på fornuftig vis og dermed forblive frit.

I sin Strukturwandel der Öffentlichkeit (oversat til dansk som Borgerlig offentlighed, 2012; ellers ordret: Offentlighedens strukturændring) fra 1962 skitserer Habermas en ændring i offentlighedens struktur. Denne ændring sker i overgangen fra det feudale samfund til oplysningstidens politiske tænkning.

Førhen var kongen et samfunds offentlige ansigt og således repræsentant for undersåtterne. Det er, hvad Habermas kalder for 'den repræsentationelle offentlighed'. Men i oplysningstiden opstår en særlig borgerlig klasse (her træder den tidlige Habermas' marxistiske grundsyn frem), der uddannes og driver med handel.

Det betyder for Habermas, at denne klasse får en særlig politisk interesse i at gennemtrumfe eksempelvis privat ejendomsret, privatlivets fred samt indsigt i statens budgetter og i sidste ende statens politik. Borgerne får på denne baggrund en interesse i at gøre staten offentlig, fremfor at den skal forblive kongens private skatkammer.

Denne borgerlige klasse begynder at tale og skrive om politik åbent i samfundet og skaber således en borgerlig offentlighed. Det særlige ved denne form for offentlighed er, at den ifølge Habermas forstår sig selv som uegennyttig, fornuftig og universel. Det gør den, fordi den baserer sig på idéen om et ræsonnerende publikum, hvor alle kan byde ind i en argumentativ-kommunikativ offentlighed.

Habermas argumenterer i anden halvdel af sit hovedværk for, at den borgerlige offentlighed forfalder i løbet af 1800-tallet. Den bliver en kommercielt drevet offentlighed, baseret på behov frem for fornuft.

Selvom Habermas' fremlægger den borgerlige offentlighed som en klasse motiveret af særinteresse frem for almeninteresse, bliver hans teori om den borgerlige offentlighed ofte fejltolket. Fejlfortolkningen består i at læse Habermas sådan, at den borgerlige offentlighed i 1700-tallet skulle være interesseløs og dets ideal således realiseret.

Derimod har målet for mange af Habermas' senere værker været at etablere den borgerlige offentligheds ideal i efterkrigstidens demokratiske samfund.

Lippmann havde i sin bog Public Opinion (1922, Offentlig mening) argumenteret for, at massesamfundets borgere hverken ville eller var i stand til at følge med i komplicerede politiske beslutningsprocesser. Politikerne, derimod, kunne blive informeret af veluddannede ekspertorganer.

Derfor var offentligheden, som oplysningstænkerne havde forstået den, en idé uden hold i virkeligheden, slog Lippmann fast i sin The Public Phantom (1925, Spøgelsesoffentligheden).

John Deweys genmæle The Public and Its Problems (1927, på dansk Offentligheden og dens problemer, 2017) gav Lippmann ret i, at offentligheden i det, Dewey kaldte for 'Det Store Samfund', var forsvundet i massemediernes propagandistiske publiceringsmekanismer. Han var også enig i, at der var store politiske problemer, der krævede teknisk ekspertviden fremfor borgernes egentlige synsninger. Eftersom offentligheden derfor ikke burde tage sig af at løse samfundets problemer, er offentligheden derimod vigtig for at udstikke retningen for samfundets fælles værdier.

Offentligheden hos Dewey skal spørge hvorfor (værdimæssig), ikke hvordan (teknisk). Det er beslutningstagernes ansvar at føre disse demokratiske værdier ud i livet, så samfundet kan præges af dem. Offentlighedens rolle er derfor hos Dewey at omdanne 'Det Store Samfund' til 'Det Store Fællesskab', hvor de fælles værdier træder frem.

Offentligheden bliver derfor snarere et demokratisk værdifællesskab end en vidensmæssig samfundsarena som hos eksempelvis Kant og Lippmann.