Konsensus, (af lat. consensus 'enighed, overensstemmelse', af kon- og sensus 'følelse, mening'), samtykke, enighed, overensstemmelse mellem medlemmerne i et socialt system (stat, virksomhed eller familie). Konsensus eksisterer, når der hersker enighed blandt en stor del af systemets medlemmer om, hvilke problemer der bør behandles, samt hvilke beslutninger der er nødvendige.

Inden for samfundsvidenskaberne er konsensus tæt knyttet til problemet om den sociale orden. Problemet blev første gang formuleret af den britiske politiske filosof Thomas Hobbes i 1600-t., som diskuterede, hvordan sammenhæng kunne skabes i et samfund, således at man kunne undgå, at alle bekæmpede alle. Auguste Comte introducerede som den første konsensus som et begreb for det nødvendige middel til at skabe social orden. Han mente, at en udbredt fælles moral var et nødvendigt fundament, hvis et samfund skulle undgå at forfalde til ren individualisme. Sociologen Talcott Parsons udviklede denne tese, idet han hævdede, at den sociale orden var baseret på værdier, der blev internaliseret i systemets medlemmer gennem socialisering i familien og uddannelsessystemet.

Andre samfundsforskere, bl.a. Marx, Weber, Dahrendorf, C.W. Mills og Coser, har imidlertid insisteret på, at social orden oftere skabes ved hjælp af magt og påtvingelse af adfærdsnormer end ved tilvejebringelse af konsensus. Ifølge disse teoretikere kan samfundet derfor i højere grad ses som et system af interessegrupper i konflikt frem for et system baseret på udbredt konsensus (se også konflikt). En række sociologer har påpeget, at accept af normer og værdier ikke nødvendigvis kan betragtes som en konsensus, da det kan skyldes konformisme, passiv tilpasning eller resigneret accept. Dette forklares af Gramsci med hegemoni, dvs. den herskende klasses evne til at skabe et ideologisk overherredømme, hvor denne klasses normer bliver dominerende og attraktive. Som alternativ til de nævnte forklaringer på konsensus findes en række teorier, der forklarer et givet socialt systems sammenhængskraft og konsensus med forhold, der eksisterer uden for systemet. Eksempelvis er krig eller blot truslen herom ofte en mekanisme, der kan skabe en konsensus om mål og midler internt i et samfund.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig