Individualisering er en samfundsmæssig proces, hvor individets traditionelle bånd til familie, klasse og fællesskaber nedbrydes. Samtidig etableres individet som social enhed med bestemte rettigheder og ansvar.

Individualiseringsprocessen knyttes historisk til dannelsen af det moderne samfund i 1800-tallet hvor urbaniseringen og industrialiseringen var de centrale drivkræfter.

Individualisering i sociologien

I klassiske sociologiske teorier, fx Émile Durkheims teori, blev individualiseringen vurderet som en trussel mod individets og samfundets sociale integration. I nyere sociologiske teorier betones individualiseringens omkostninger på det samfundsmæssige og individuelle plan, men også dens muligheder. Som omkostning fremhæves tabet af en stabil social identitet og en hermed forbunden oplevelse af rodløshed, usikkerhed og selvoptagethed. Som mulighed fremhæves befrielsen fra begrænsende sociale bånd og forskrifter til fordel for individets frihed til løbende at skabe og vælge sin identitet og livsbane.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig