Medianvælger, den midterste i en gruppe vælgere, der arrangeres efter politiske synspunkter, fx langs en venstre-højre-dimension. Medianvælgeren vil altid indgå som tungen på vægtskålen i et sammenhængende flertal, der dannes på en sådan dimension. For at konkurrere om medianvælgerens støtte må både venstre- og højresynspunkter nærme sig medianvælgerens position, der derfor bliver udslagsgivende for den førte politik.