Politisk vold er et begreb, der i forholdet mellem stat og borger refererer til det at gøre fysisk skade på mennesker, til trusler, psykisk skade og til ødelæggelse af ejendom. For nogle politiske filosoffer omfatter begrebet også undertrykkende politiske, sociale og økonomiske systemers handlinger.

Politisk vold kan udøves af staten og mod staten. I den vestlige politiske tradition har man generelt anskuet organiseret statslig vold som et beklageligt, men undertiden nødvendigt middel for at opretholde den sociale orden, når det har kunnet ske på et lovligt grundlag og med befolkningens samtykke.

Autoritære regimer som Sovjetunionen og Nazityskland brød med dette mønster og anvendte vold efter forgodtbefindende. Et dominerende træk i vestlig tankegang har imidlertid været en benægtelse af, at staten eller autoriteterne kan gøre krav på ubetinget lydighed. Der har været uenighed om, hvad der kan betragtes som god grund til lydighedsnægtelse, og hvilke aktioner mod den krænkende autoritet der kan accepteres.

En fundamental forudsætning for befolkningens godtagelse af magtudøvelsen menes dog at være, at statsmagten er etableret på en legitim måde i overensstemmelse med godtaget praksis, og at magten anvendes i accepteret øjemed.

I løbet af den vestlige verdens historie har hele befolkninger eller dele deraf anvendt forskellige former for vold mod staten eller autoriteterne, fx optøjer, gadekampe, attentater, guerillakrig (se guerilla), borgerkrig og revolution.

Allerede i antikken var tyranmord tilladeligt. I løbet af 1800-t. anså de fremspirende nationale frihedsbevægelser det for nødvendigt at anvende forskellige former for vold, når der enten ikke fandtes fredelige politiske måder at behandle deres krav på, eller når disse ikke blev imødekommet i tilstrækkelig grad eller hurtigt nok.

Kun få politiske ideologier har set anvendelse af vold som noget positivt. Fascismen havde det på programmet i sin glorificering af krigen i form af heltedyrkelse og kammeratskab, og på venstrefløjen kan nævnes den franske syndikalistiske teoretiker Georges Sorel og den naturaliserede algerier Frantz Fanon; begge mener, at revolution opmuntrer til selvopofrelse og har en befriende indvirkning på mennesker (se også anarkisme).

Igennem 1900-t.s sidste årtier er hertil kommet organiseret systematisk terrorisme i vid udstrækning af international karakter og i flere tilfælde med karakter af statslig terrorisme. Terrorismen har været rettet enten mod enkeltpersoner som repræsenterende et forhadt politisk eller socioøkonomisk system, i altovervejende grad udpeget som den internationale kapitalisme, eller mod fx etniske grupper. Denne form for politisk vold har haft til formål gradvis at underminere en stats autoritet og lede til erobring af magten.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig