politisk beslutningsteori

Politisk beslutningsteori, samlebetegnelse for teorier, der har til formål at forstå udfaldet af konkrete politiske beslutningsprocesser, og hvorfor bestemte politiske beslutninger træffes. Teorierne kan opdeles i fire grupper.

Rationel beslutningsteori antager i sin reneste form, at der er tale om en beslutningstager eller et kollektiv, som kan ligestilles med en beslutningstager, som har klare målsætninger og kortlægger alle alternativer for at realisere målene; beslutningstageren vælger derpå det alternativ, som giver den bedste målopfyldelse. Denne teoriretning er stærkt inspireret af den økonomiske videnskabs teori om "the economic man". Den rationelle beslutningsteori blev fra slutningen af 1950'erne kritiseret for at bygge på urealistiske forudsætninger om menneskets intellektuelle formåen og samfundets harmoni og fravær af interessemodsætninger.

Den amerikanske politolog Charles Lindblom formulerede som en reaktion den inkrementalistiske beslutningsteori. Ifølge den har politiske beslutningstagere ikke på forhånd klare målsætninger, ligesom de antages at ville søge efter mulige løsninger, der ligger tæt op ad den eksisterende politik. Hertil bidrager også, at marginale ændringer i valg af løsninger vil muliggøre en større grad af enighed mellem de involverede aktører. Politiske beslutninger kan følgelig bedst forstås som inkrementelle, dvs. gradvis stigende, ændringer i den eksisterende politik. Lindbloms teori er også blevet betegnet som en teori om "kunsten at hutle sig igennem" eller som "de usammenhængende småforandringers metode". Den er især blevet anvendt på offentlig budgetlægning, som ofte præges af, at de politiske beslutningstagere fokuserer på ændringer i de eksisterende bevillinger.

Politiske beslutningsmodeller betegner en teoretisk tilgang, der ser politiske beslutninger som et resultat af forhandlinger mellem to eller flere grupper af aktører med helt eller delvis modstridende interesser. Inden for denne teoritradition er beslutningsprocessens udfald en funktion af aktørernes interesser, deres magtresurser og de strategier, der tages i anvendelse. Med henblik på at forstå de konkrete forhandlingsprocesser er der udviklet en speciel teoretisk retning, jf. forhandlingsteori.

De nævnte teorier har alle det tilfælles, at de antager en vis logisk orden i beslutningsprocesserne. I modsætning hertil findes en fjerde gruppe, de anarkiske beslutningsmodeller, ifølge hvilke der råder en høj grad af tilfældighed i de offentlige beslutningsprocesser. Den mest kendte er the garbage can model, der med billedlig henvisning til skraldespandens tilfældigt sammenblandede indhold lægger vægten på koblingen mellem beslutningsanledninger, løsninger, problemer og deltagere. Denne kobling kan fx ske ved, at en løsning pludselig finder et problem, som den kan kobles på i forbindelse med en konkret beslutningsanledning.