Individualisme, samfundsopfattelse, der hævder individets ret over for samfundet (modsat kollektivisme), samt et menneskes dyrkelse af sit personlige særpræg. Siden begrebets fremkomst i Frankrig i begyndelsen af 1800-t. har det været anvendt til at dække over en lang række forskellige betydninger ofte med betydelige nationale forskelle.

Begrebet individualisme såvel som foreteelsen i sig selv har rødder tilbage til det klassiske Grækenland, hvor fx Aristoteles' kritik af Platon viser begyndelsen til en opfattelse, som skiller individet ud fra et altopslugende organisk samfundskollektiv. Stoikernes og epikuræernes videreudvikling af tankerne om menneskets placering i naturens orden udøvede en dybtgående indflydelse på kristendommens understregning af individet.

I 1100-t. hævdede den første fremstående kristne politiske teoretiker siden Augustin, englænderen John af Salisbury (ca. 1159), at personlig frihed er nødvendig for at udvikle sine dyder. Denne periode så mange eksempler på at individet mere og mere kom i centrum og på en individualisering af trosforhold. I sin moderne form er begrebet ikke mindst præget af Reformationen, der øvede en afgørende indflydelse ved at fremholde individets ret til at udfordre vigtige trosforestillinger og institutioner. Kant og Kierkegaard har særlig kraftigt understreget individets personlige ansvar.

I Frankrig anvendtes ordet individualisme i begyndelsen til med nedsættende betydning at karakterisere, hvad kritikere af romantikken betragtede som dens overdrevne dyrkelse af individet, hvilket kunne lede til anarki og social uorden. En meget indflydelsesrig udlægning blev givet af den fremstående franske samfundsforsker Alexis de Tocqueville. Han hævdede, at individualismen var af demokratisk oprindelse og ville sprede sig i takt med voksende lighed, ligesom den kunne lede til, at borgerne tabte interessen for offentlige anliggender, helligede sig privatlivet og fortabte sig i ren egoisme.

Denne udlægning er beslægtet med termen atomisme i den politiske og sociale teori; den indebærer en opfattelse af samfundet som sammensat af individer, for at tilfredsstillelsen af mål, der primært er individuelle, dermed kan sikres. Individets rettigheder har fortrinsstilling og eksisterer forud for nogen samfundsdannelse, og rettighederne sikres ved indgåelsen af en samfundskontrakt.

De engelske filosoffer Thomas Hobbes og John Locke var typiske repræsentanter for en sådan opfattelse. De samme idéer ligger til grund for liberalismens tilblivelse. De blev udbygget af Adam Smith, hvad den økonomiske side angår; han hævdede, at individets frit udviklede egeninteresse var til gavn for almenvellet.

I England tenderede brugen af ordet individualisme til på den ene side at stå for ikke-konformitet i religiøse spørgsmål og på den anden for selvtillid og uafhængighed økonomisk og socialt; den indebar et minimum af statsindblanding i modsætning til socialisme og kollektivisme. Den mest radikale repræsentant for denne retning var den engelske samfundsfilosof Herbert Spencer.

I USA blev individualisme nærmest synonymt med "free enterprise", dvs. udfoldelse af privat virksomhed under begrænset statsstyre og med udstrakt personlig frihed.

I det tyske kulturområde blev anvendelsen af ordet individualisme inspireret af renæssancen og influeret af den romantiske opfattelse af individualitet, forstået som det individuelt unikke, som originalitet og selvvirkeliggørelse. En fremtrædende repræsentant var her Wilhelm von Humboldt. Den engelske filosof John Stuart Mill var påvirket af denne opfattelse og gav den en central plads i On Liberty (1859), hans klassiske fremstilling af liberalismen.

I sidste tredjedel af 1800-t. blev individualistiske idéer udsat for stigende kritik ikke blot fra socialistisk og konservativt hold, men også fra de nye socialliberale; modstillingen individualisme-kollektivisme fik en fremtrædende plads.

I sidste halvdel af 1900-t. kom individualistiske idéer igen til at nyde større popularitet, hos nogle med eftertryk på de økonomiske aspekter, dvs. markedsøkonomi, hos andre på det personligt udviklingsmæssige, det private eller det alment kulturelle. Tænkere som Friedrich von Hayek, Karl Popper, André Malraux, Raymond Aron og Isaiah Berlin spillede her en væsentlig rolle.

En speciel videnskabsteoretisk anvendelse af individualisme findes i begrebet metodologisk individualisme, se individualistisk sociologi. Se også kollektivisme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig