• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

totalitarisme

Oprindelig forfatter Grage Seneste forfatter Redaktionen

totalitarisme, politisk styreform, hvor alle sider af samfundets liv søges underordnet den politiske magt. I komparativ politik er betegnelsen totalitære regimer anvendt som kategori ved siden af fx demokratiske og autoritære regimer. Begrebet blev anvendt første gang i 1920'erne af den italienske filosof Giovanni Gentile, der udviklede en aktivistisk handlingsfilosofi og blev fascismens ideolog. Benito Mussolini tog det til sig og definerede totalitario som "alle er inden for, ingen uden for, og ingen imod staten". Begrebet er imidlertid især blevet anvendt om det politiske styre og regimerne i Adolf Hitlers nazistiske Tyskland, Sovjetunionen under V.I. Lenin og Stalin, Kina under Mao Zedong, Nordkorea under Kim Il-Sung og Cambodja under Pol Pot samt Cuba under Fidel Castro. Ingen af disse ledere har dog selv karakteriseret deres styre som totalitært.

Ordet totalitarisme kommer af en afledning af mlat. totalis 'fuldstændig, altomfattende', af lat. totus 'hel', og -isme.

Karakteristik

Totalitarisme var blandt de mest omstridte begreber i 1900-t.s politiske sprogbrug. Ved begyndelsen af 2. Verdenskrig blev det brugt synonymt med absolutte og undertrykkende etpartiregimer generelt. På den politiske venstrefløj protesteredes der dog allerede i 1930'erne mod at betegne Sovjetunionen som totalitær og sætte den i gruppe med det nazistiske Tyskland.

Blandt politologer blev der udtrykt tvivl om det mulige i at lave en empirisk anvendelig definition, som kunne vinde bred accept, og som fx klart kunne skelne totalitære fra autoritære regimer. En definition, som fik stor betydning, blev fremsat af den tysk-amerikanske politolog Carl J. Friedrich i 1956; han pegede på seks forhold fælles for alle samtidens totalitære stater:

Annonce

1) En officiel ideologi, som alle skulle underkaste sig, og som sigtede mod at skabe "et nyt menneske" og løfte menneskeheden op på et højere stade;

2) et eneste masseparti almindeligvis ledet af én person, hierarkisk organiseret og enten stående over eller infiltreret i bureaukratiet;

3) absolut monopol på militær magt;

4) et næsten absolut monopol på massekommunikationen;

5) et politisystem baseret på fysisk og psykisk terror;

6) central kontrol med og ledelse af hele samfundsøkonomien.

Hertil bør føjes, at totalitære regimer har haft et udtalt behov for at fremstille sig som truede af ydre fjender for yderligere at retfærdiggøre sig over for deres befolkninger.

Ligheder og forskelle

En sammenligning mellem Sovjetunionen under Stalin og Hitlers Nazityskland viser mange ligheder på ovenstående punkter; især kan man fremhæve ledernes, Stalins og Hitlers, ubestridte magtposition og deres evne til at sætte dagsordenen, indsætte og fjerne medarbejdere, hvilket også kom til at gælde for Mao Zedong, Kim Il-Sung og Pol Pot, samt ikke mindst anvendelsen af koncentrationslejre og udryddelseskampagner. Bag dette lå fundamentale ligheder i deres menneskesyn, ifølge hvilket individer er midler for andre og ikke mål i sig selv, hvilket er det omvendte af kristendommens og humanismens grundsyn. Det er i den sammenhæng bemærkelsesværdigt, at samtlige totalitære regimer, dog nok især de kommunistiske, har haft støtte fra grupper af intellektuelle i mere demokratisk styrede lande. Et andet fællestræk er måden, hvorpå de totalitære regimer har identificeret deres fjender. De har opereret med konstruerede kollektivbegreber som klasser (fx kulakker) og mindreværdige etniske grupper (jøder, slavere, sigøjnere), og har systematisk og hensynsløst forfulgt og udryddet disse.

Der kan dog også peges på betydelige forskelle. Dette gælder ikke mindst mht. ideologi, hvor den marxistisk-kommunistiske ideologi var udarbejdet i en helt anden grad end den nazistiske og universel i sin appel. Hverken Adolf Hitlers Mein Kampf (1925-27) eller Alfred Rosenbergs Der Mythus des 20. Jahrhunderts (1930) fik samme grundlæggende betydning som Marx', Lenins eller Stalins skrifter.

Det er også ofte blevet fremført, at hvor marxismen-kommunismen fik sin inspiration fra oplysningstidens og Den Franske Revolutions respekt for fornuft, fremskridt, frihed og lighed, så var nazismen/fascismen i sin karakter reaktionær, irrationel og følelsesappellerende. En sådan distinktion ser imidlertid bort fra de rationalistiske elementer i nazismen og dens indslag af en stærk teknologisk fremskridtstro.

Hverken i Sovjetunionen eller i Nazityskland og i endnu mindre grad i det fascistiske Italien lykkedes det at gennemføre et totalitært program i en sådan grad, at forskellen mellem den private og den offentlige sfære, dvs. staten, ophævedes, og det civile samfund helt blev udraderet.

Såvel individer som grupper fortsatte med at kæmpe for afvigende demokratiske og humanistiske idealer. I Sovjetunionen var det tillige tilfældet, at troen på regimets ideologi udmarvedes indefra ved uoverensstemmelsen mellem idéer og virkelighed.

Årsager til totalitarismens fremkomst

Det har været livligt diskuteret, om totalitarismen skal ses alene som historiespecifikt fænomen for 1900-t., eller om dens rødder skal søges i tidligere århundreder, og om der tidligere i historien kan peges på stater/regimer med lignende karakteristika. Idémæssige, sociologiske, sociale, individual- og socialpsykologiske, økonomiske og politiske faktorer er blevet inddraget og givet forskellige eftertryk. Man har således peget på, at industrialiserings- og urbaniseringsprocesserne i 1800-t. skabte rodløshed, desorientering og social deklassering, hvilket sammen med sekularisering, stigende normløshed og følelsen af at være overflødige bidrog til, at et stigende antal mennesker blev ofre for irrationelle forestillinger, erstatningsreligioner og massebevægelser.

1. Verdenskrig er blevet betragtet som en forberedende øvelse i en totalitær statsform; den var dels karakteriseret ved store menneskelige og moralske omkostninger, brutalitet og socialt omkalfatrende karakter, dels ved hidtil uset mobilisering af resurser, økonomisk og bureaukratisk magtkoncentration. Det er blevet fremført, at for den tredje verdens lande (fx Kina, Vietnam, Nordkorea og flere afrikanske lande) var en mere eller mindre totalitær model en forudsætning for en hurtig modernisering ved gennemgribende mobilisering og omfordeling af menneskelige og fysiske resurser. Sådanne synspunkter er dog nu blevet sjældne.

En anden fremtrædende tolkningsform har peget på de totalitære bevægelsers karakter af folkelige massebevægelser med rødder i Den Franske Revolution, hvor — i modsætning til fx Den Amerikanske Revolution — de sociale lighedsstræbende ambitioner tog overhånd på bekostning af individets grundlæggende frihedsrettigheder og konstitutionel sikring mod magtkoncentration og -misbrug.

Allerede i 1800-t. beskrev den franske tænker Alexis de Tocqueville en ny form for undertrykkelse, som han ikke kunne finde noget navn til, da han ikke kunne anvende de gamle begreber despoti eller tyranni. Han beskrev en autoritativ magt, der på borgernes krav og med deres medvirken ville sikre dem det, de mest ønskede, sikkerhed og tilfredsstillelse af deres materielle krav. Egalitarismen havde forberedt dem på en sådan holdning. Men denne nye despotiske form, mente Tocqueville, ville være mild og ikke voldelig. Bl.a. var også den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij inde på lignende tanker i "Legenden om storinkvisitoren" (i Brødrene Karamazov (1879-80)), hvori han skriver, at den store masse til slut vil acceptere despotisme til gengæld for sikkerhed og for at slippe for den ansvarsbyrde, som frihed lægger på individet.

På det historisk-idémæssige plan har man forsøgt at finde tanker hos en række filosoffer, som kan have tjent som inspiration til totalitære idéer, lige fra Platon over Thomas More, Jean Calvin og Martin Luther til Jean-Jacques Rousseau, G.W.F. Hegel, Henri de Saint-Simon, Friedrich Nietzsche og Karl Marx. Således er Platon blevet udlagt som indleder af en totalitær tradition med tankemæssig ensretning, ledet af en elite af filosoffer, ligesom bl.a. også Rousseau med sin volonté générale er blevet anset for at tilsidesætte individet og åbne for ensretning. Men sådanne tolkningsforsøg bygger gennemgående på at isolere visse aspekter fra helheden.

I den historiske forskning er flere regimer blevet kaldt totalitære, fx det kinesiske Qindynasti (221-206 f.Kr), det antikke Sparta og Inkariget, men også her er der tale om at fremdrage enkelte lighedspunkter. Totalitarisme må dog ses som et syndrom; alle de tidligere nævnte aspekter skal være til stede, om end de så kan variere i vægt. Totalitarismen må betragtes som en moderne foreteelse, der forudsætter en høj grad af ideologisering, mobiliserbare masser på et demokratisk eller pseudodemokratisk grundlag og et højt teknologisk, navnlig kommunikationsteknologisk, niveau.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben W. Grage: totalitarisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=173308