Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

intellektuel

Oprindelig forfatter Grage Seneste forfatter Redaktionen

intellektuel, som navneord sporadisk anvendt fra begyndelsen af 1800-t. med skiftende betydning, men det blev først et nøgleord i kulturdebatten gennem et berømt opråb fra en række ledende franske forfattere og videnskabsmænd til forsvar for Alfred Dreyfus i den radikalliberale avis L'Aurore 14.1.1898.

Opråbet var en protest båret af moralsk harme over, hvad der blev opfattet som en dybt uretfærdig behandling i strid med menneskerettighedsidealerne fra den franske oplysningstid og revolutionen i 1789. Som en opfølgning dannedes Ligue pour la défense des droits de l'homme et du citoyen.

Om end ordet intellektuel siden har været tolket og anvendt på forskellige og ikke ganske forenelige måder, er det vedvarende blevet anvendt for at karakterisere personer, der først og fremmest gennem deres skriftlige manifestationer opfattes som udtrykkende og ansporende medborgernes moralske samvittighed og tages alvorligt også af magthaverne.

Annonce

Fra den sidste halvdel af 1900-t. findes de klareste eksempler i de tidligere kommunistiske østlande: Aleksandr Solzjenitsyn og Andrej Sakharov i Sovjetunionen, Václav Havel og Charta 77-underskriverne i Tjekkoslovakiet.

Der er uenighed om, hvorvidt ordet skal forbeholdes en vis periode. Adskillige forskere hævder, at de franske filosoffer og encyklopædister i 1700-t. er de første rigtige intellektuelle, fordi de, samtidig med at de stræbte efter personlig uafhængighed og frihed fra institutionelle bindinger, tog samfund og kultur op til gennemgribende og kritisk debat og blev af afgørende betydning for fremkomsten af et åbent debatforum og en egentlig offentlig mening.

Det bør dog nævnes, at adskillige videnskabelige værker benytter betegnelsen intellektuel om personer i antikken, middelalderen og renæssancen og også om personer i ikke-europæiske kulturer, navnlig Kina, Indien og den islamiske verden.

Til grund for en sådan bred anvendelse ligger opfattelsen af intellektuelle som mennesker, der håndterer de i alle kulturer nødvendige og fundamentale åndelige værdier og deres symboler.

Den elitære betydning af intellektuel er i 1900-t.s historie- og samfundsforskning blevet kraftigt svækket. Med udgangspunkt i betydningen af adjektivet intellektuel, indsigtsfuld, åndelig, forstandsmæssig, er navneordet intellektuel blevet udstrakt til at dække åndsarbejdere i almindelighed, en kategorisering, der er yderst elastisk og velegnet til at betegne stadig videre kredse som intellektuelle. Man kan se denne udvikling som en naturlig følge af samfundets ændrede karakter.

For eksempel har de tyske samfundsforskere Alfred Weber og Karl Mannheim anvendt benævnelsen intellektuel om grupper, som i kraft af deres uddannelse og placering uden for eller på tværs af socioøkonomiske og klassemæssige inddelinger syntes særlig udrustede til at kunne hæve sig op over klasse- og øvrige økonomiske og politiske interessemodsætninger, en fritsvævende intelligentsia, som de foretrak at kalde dem, der derved kunne bidrage til en mere saglig og upartisk løsning af samfundets problemer og lede dets udvikling. Følgelig er fx også teknisk højtuddannede inkluderet.

En del forskere har set de intellektuelle som værende på vej til at blive en ny klasse i såvel socialistiske som kapitalistiske samfund.

Intellektuelle i snævrere eller bredere forstand har i 1900-t. ladet sig rekruttere til ideologiske lejre af alle farver.

I Danmark

Georg Brandes. Portrættegning af P.S. Krøyer, 1881.

Georg Brandes. Portrættegning af P.S. Krøyer, 1881.

synes anvendelsen af termen intellektuel først at have slået igennem i 1950'erne; det blev stikord i Dansk Artikelindeks så sent som i 1968. Et intellektuelt miljø af kulturradikalt tilsnit kan dog siges at være opstået under Det Moderne Gennembrud under brødrene Edvard og Georg Brandes' og Viggo Hørups førerskab og inspireret af den samtidige franske naturalisme og sociale indignationslitteratur. Det nye syn på litteraturens formål fandt sit udtryk i Georg Brandes' formulering: at sætte "Problemer under Debat".

I 1920'erne og 1930'erne fik kulturradikalismen følgeskab af en delvis sovjetinspireret socialradikalisme, og i den intellektuelle meningsudvikling dominerede den radikale tidsskriftlitteratur. Kultursociologisk er det interessant, at akademikere efterhånden kom til at præge litteraturen mere og mere.

Den kulturelle og sociopolitiske debat i slutningen af 1960'erne fik imidlertid en helt ny karakter. Hastigt vekslende marxistiske strømninger og retninger i specielt Tyskland, Frankrig og Italien fik et godt fodfæste hos danske åndsarbejdere, kundskabsformidlere og mediefolk samt på en række institutter ved de højere læreanstalter, navnlig inden for sociologi, psykologi, statskundskab, jura, litteratur- og idéhistorie.

Det satte sit præg på undervisningen og forskningen, som i høj grad blev ideologiseret, idet en central opfattelse var, at "alting er politik", og at en objektiv forståelse ikke var mulig.

Gradvis gennem 1980'erne svækkedes marxismens og socialismens tillokkelse blandt danske intellektuelle, i takt med at den praktiserede socialisme i Østlandene åbenbarede flere og flere fundamentale problemer.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben W. Grage: intellektuel i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=98411