Nordkorea - sociale forhold, Familien er model for det nordkoreanske samfund, således at lederen beskrives og opfattes som far, mens borgerne betragtes som medlemmer af en udvidet familie. Denne patriarkalske samfundsorganisation er tillige hierarkisk med præcist angivne roller for den enkelte aktør. Samfundet er fintmasket, og statens kontrolfunktion når helt ned til den enkelte familie.

Den positive side af denne formynderiske samfundsmodel har været, at systemet i modsætning til et stort antal ulande har formået at dække hele befolkningens basale behov for fødevarer, beklædning, bolig, sundhed og uddannelse indtil et økonomisk sammenbrud indtraf i midten af 1990'erne.

Disse velfærdsgoder har i princippet stået til rådighed for alle, men med étpartistaten som formidler har velfærdssystemet også bidraget til, at magthaverne har kunnet fastholde deres legitimitet og dermed deres magtpositioner. Aktuelle markedsøkonomiske tiltag i Nordkorea undergraver dette mønster, hvorfor socio-politiske ændringer og reformer vil kunne forventes i de kommende år.

Læs mere om Nordkorea.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig