• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Estland - sociale forhold

Oprindelig forfatter CEiJ Seneste forfatter Redaktionen

De sociale forhold i Estland var før uafhængigheden organiseret efter sovjetisk forbillede, hvilket indebar arbejde til alle, fri sygehjælp og pension. Efter uafhængigheden i 1991 gennemførtes en liberalistisk model, som bygger på et skattesystem med indkomstskat, et momssystem samt en socialskat, som primært betales af virksomhederne; af provenuet herfra går 2/3 til socialforsikring og 1/3 til et sygesikringssystem.

På arbejdsmarkedet er der vedtaget en lovgivning efter nordisk og vesteuropæisk forbillede, men det er langtfra færdigudbygget, og lønniveauet er meget lavt. Pensionsalderen var i 1994 60 år for mænd og 55 år for kvinder. Folkepensionen udgør 85% af minimumslønnen; 100% for handicappede. Efter privatiseringen af boligmassen kan der ydes en vis boligstøtte.

Det blev i 1992 anslået, at omkring 20% af befolkningen levede på et eksistensminimum, og mange andre lever på et lavt økonomisk niveau. Alligevel er der i midten af 1990'erne begyndende social stabilitet, og selvom der også er fremkommet en klasse af såkaldt nyrige, ses færre sociale spændinger end i mange andre tidligere kommunistiske lande.

Annonce

Læs mere om Estland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carl Einar Jørgensen: Estland - sociale forhold i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=72413



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Estland - sociale forhold
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik