Bulgariens sociale struktur byggede før 2. Verdenskrig på landbrugskulturens to søjler, landsbyen og familien. De kommunistiske moderniseringsprogrammer, som blev iværksat efter 1945, medførte en kraftig befolkningsvandring fra land til by. Alligevel består mange husholdninger stadig af tre eller fire generationer, fordi nygifte par med børn som regel bor hos mandens forældre. Denne tradition udgør i sig selv en social forsikring mod økonomiske følger af arbejdsløshed og pensionering.

I 1994 var arbejdsløsheden i Bulgarien på ca. 16 %, og arbejdsløshedsunderstøttelsen udgjorde ca. 64 % af en gennemsnitsløn. Pensionsalderen varierer fra 45 til 60 år, afhængigt af arbejdets karakter; kvinder pensioneres fem år tidligere end mænd. De statslige pensionsordninger svarede i 1993 til ca. 10 % af en gennemsnitlig husstandsindkomst. Det sociale system yder endvidere kompensation i forbindelse med sygdom, ligesom kvinder har ret til barselsorlov.

De samlede sociale udgifter, inklusive udgifter til sundhedsvæsenet, udgjorde i 1993 70 % af statens udgifter.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig