Mængdeindeks, i statistik indeks, som beregnes for at vise den reale udvikling over en årrække i fx forbruget af en vare. Udgiften til en vare er påvirket af både pris- og mængdeændringer; udskilles prisændringernes indflydelse, når man frem til den reale ændring. Ved beregning af et mængdeindeks for en gruppe af varer må de enkelte varer vægtes efter deres værdimæssige betydning. Nationalregnskabstallene opgøres i faste priser og vil ved omregning til indekstal være mængdeindeks.