kreditmarked

Kreditmarked, penge- og kapitalmarked, marked, hvor låntagere, der har et finansieringsbehov, møder långivere, der har et opsparingsoverskud. Kreditmarkedets opgave er at sikre en hensigtsmæssig kreditformidling og bidrage til, at finansieringsbehov møder opsparingsoverskud på en måde, der medfører så få omkostninger som muligt. Forbindelsen mellem långivere og låntagere skabes af de institutioner og virksomheder, der opererer på markedet.

På kreditmarkedet optræder især pengeinstitutter og finansieringsinstitutter på udbudssiden, mens virksomheder og husholdninger efterspørger lån til finansiering af vareproduktion og -omsætning eller til køb på afbetaling. Endvidere optræder kapitalforvaltningsinstitutter i form af fx pensionskasser, ATP (Arbejdsmarkedets Tillægspension) og forsikringsselskaber som udbydere af lån med lang løbetid, hvor efterspørgslen først og fremmest kommer fra virksomheder og boligsektoren. Da långivere og låntagere har forskellige ønsker mht. fordringernes likviditet, forrentning, sikkerhed mv., har virksomhederne og institutionerne på kreditmarkedet specialiseret sig i bestemte finansielle fordringstyper.

De mest likvide finansielle fordringer er sedler og mønter, som er fordringer på Nationalbanken. Da fordringen er absolut likvid og har en ultrahøj sikkerhed, er den uforrentet. De fordringer, borgerne har i form af indskud i pengeinstitutterne, er også ultralikvide, da husholdninger og virksomheder kan disponere over dem ved at udskrive checks eller betale med Dankort eller andre betalingskort. Obligationer er mindre likvide fordringer, da tilbagebetalingstiden er lang; de har derfor en værdi, der vil variere. Obligationer er dog generelt omsættelige og handles dagligt på Københavns Fondsbørs, og tilliden til disse fordringer er stor, da de udstedes af velkendte debitorer, fx staten, kommunerne og realkreditinstitutterne. Andre fordringstyper er pantebreve, aktier og anparter, garantier, terminskontrakter og optioner.

Formidlingen på kreditmarkedet kan ske på en række måder, fx ved at et firma baserer sin udlånsaktivitet på sin egenkapital, ofte suppleret med fremmedkapital, som firmaet selv har hentet på kreditmarkedet. En anden mulighed er, at firmaet henvender sig til overskudsenhederne, dvs. dem, der ønsker at købe finansielle fordringer, gennem offentligheden med tilbud om at forrente deres overskud og formidle videreudlån. Det er fx, hvad pengeinstitutter og realkreditinstitutter gør.

Endelig er der finansielle formidlere, som har rendyrket formidlerrollen. De udlåner hverken egenkapital, lånt kapital eller indskud, men stiller faciliteter til rådighed, der skaber kontakten mellem udbydere og efterspørgere efter finansielle fordringer, samt registrerer fordringer og deres værdi. Eksempler på sådanne finansielle hjælpevirksomheder er Københavns Fondsbørs, Værdipapircentralen samt en række børshandlere, der optræder på kundernes vegne.

Aktiviteten hos formidlere, der henvender sig til offentligheden, er lovmæssigt reguleret og underkastet et offentligt tilsyn. For pengeinstitutternes vedkommende reguleres aktiviteten af Lov om banker og sparekasser og for realkreditinstitutternes vedkommende af Realkreditloven. Begge typer af formidlere er underkastet Finanstilsynets tilsyn.