SE-nummer, ottecifret nummer, indført i foråret 1985 af det daværende Statsskattedirektorat i forbindelse med etableringen af Stamregistret for Erhvervsdrivende (SE). Nummeret blev anvendt som identifikation af juridiske enheder, fx virksomheder og selvstændige erhvervsdrivende, i forbindelse med afregning af kildeskat og senere moms, samt af Danmarks Statistik ved identifikation af erhvervsdrivende. I forbindelse med at Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) blev sat i kraft i oktober 1999, blev brugen af SE-numre til identifikation af juridiske emheder erstattet af CVR-numre. SE-numre benyttes herefter, såfremt den juridiske enhed ønsker at opdele sig i flere administrative enheder med hvert sit momsregnskab og hvert sit ottecifrede SE-nummer hos SKAT. Se endvidere virksomhedsregister.