Danmark – privat service (Den finansielle sektor), Den finansielle sektor har siden begyndelsen af 1990'erne stået i fusionernes og brancheglidningens tegn. De finansielle koncerner fik en stadig større vægt, samtidig med at beskæftigelsen inden for sektoren faldt med ca. 10.000 personer 1991-2000. Især gik udviklingen inden for pengeinstitutsektoren (banker og sparekasser) stærkt. Her blev både antallet af virksomheder, filialer og beskæftigede reduceret kraftigt, bl.a. som følge af en række fusioner, hvor pengeinstitutter, forsikringsselskaber og realkreditinstitutter blev smeltet sammen til såkaldte finansielle supermarkeder. I 2006 er der dog fortsat en række mellemstore traditionelle pengeinstitutter tilbage i Danmark. En af de største nyere finansielle fusioner var sammenlægningen i 2000 af Unidanmark-koncernen (omfattende bl.a. Unibank og Tryg-Baltica) med den svensk-finske MeritaNordbanken under navnet Nordea, der herved blev Nordens største finansielle koncern. En anden stor fusion s.å. var sammenlægningen af Danske Bank med RealDanmark-koncernen (omfattende bl.a. BG Bank og Realkredit Danmark).

Med den nye informationsteknologi skete der i løbet af 1990'erne en kraftig udvidelse af de finansielle ydelser, og de finansielle virksomheder kom med bl.a. homebanking tættere på kunderne end tidligere, til trods for at mange bank- og sparekassefilialer blev nedlagt.

På realkreditområdet gjorde rentefaldet i 1990'erne det attraktivt for boligejerne at konvertere deres obligationsgæld. Det danske aktiemarked var stigende i 1990'erne, men udgør i internationalt perspektiv fortsat en lille hjemmemarkedsandel af de samlede finansielle tjenester. Internationaliseringen af den danske finansielle sektor er blevet øget, især gennem det europæiske ØMU-samarbejde. Alligevel domineres det danske finansielle marked fortsat af indenlandske udbydere; kun få udenlandske aktører har etableret sig i Danmark.

Pengeinstitutterne tegnede sig i 1990'erne for hovedparten af kapitalforvaltningen i den finansielle sektor, om end med en faldende tendens. Pengeinstitutterne stod for 36% af sektorens samlede balance (summen af samlede aktiver) i 2000. Tilsvarende var forsikringsselskabernes andel af balancen 16%. De finansielle virksomheders balance på 4849 mia. kr. i 2000 svarede til 3,7 gange BNP. Den finansielle sektors kapitalforvaltning af borgernes og virksomhedernes lån og opsparing er dermed kommet til at spille en større og større rolle. Stigningen i antallet af livsforsikringsselskaber og investeringsforeninger skyldes bl.a. de nye arbejdsmarkedsrelaterede pensioner, der fulgte i kølvandet på overenskomstforhandlingerne i 1991. Disse finansielle produkter/ydelser blev i 1990'erne det største vækstområde i den finansielle sektor. Investeringsforeningernes balancer blev mere end tidoblet 1991-2000, mens livsforsikringsselskabernes balancer blev næsten tredoblet i samme periode.

Læs mere om privat service i Danmark eller om Danmark generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig