Vejprisen, anerkendelse, der blev indstiftet 1994 af Vejdirektoratet med det formål at styrke interessen og forståelsen for vejanlægs kulturhistoriske, arkitektoniske, landskabelige og design- og miljømæssige værdier. Prisen, som består af et diplom, et rejselegat og en vejsten hugget i bornholmsk granit, er givet til bl.a. arkitekt Ib Møller (f. 1929) for hans kombination af vejforløb og landskab ved motorvejsstrækningen fra Horsens øst om Skanderborg og motorvejsføringen over Mølleådalen (1995) og til Københavns Kommune for at have udformet en samlet plan for byens torve og pladser (1997).