• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

populisme

Oprindelig forfatter Grage Seneste forfatter Redaktionen

populisme, begreb, der knytter sig til en bred vifte af handlingsorienterede, folkelige politiske protestbevægelser.

Begrebet fremkom første gang i forbindelse med dannelsen af The Populist Party i USA i 1891, der hævdede at repræsentere den jævne mand. Selvom partiet kun eksisterede nogle få år, fik det betydelig indflydelse på amerikansk politik.

Ordet populisme er afledt af latin populus 'folk' og -isme.

Begrebet er siden blevet anvendt af eller om en lang række politiske bevægelser, partier og ledere i Nord- og Sydamerika, Europa inkl. Rusland, Mellemøsten og Afrika; eksempler har været 1860'ernes og 1870'ernes russiske revolutionære, som så landets fremtid som et socialistisk samfund, der var baseret på landsbyfællesskabet (se narodniki).

Annonce

Blandt andre eksempler kan nævnes Kemal Atatürk i Tyrkiet, de såkaldte grønne (dvs. bonde-)bevægelser i Østeuropa i 1920'erne og 1930'erne, den tidlige nationalsocialistiske bevægelse, poujadismen i Frankrig, Baathpartierne i Syrien og Irak, Mahatma Gandhi i Indien, peronismen i Argentina, Julius Nyerere i Tanzania og Fremskridtspartiet i Danmark.

Senest er begrebet også blevet hæftet på fx Silvio Berlusconi i Italien og Dansk Folkeparti.

Ofte har betegnelsen populisme været anvendt med nedsættende betydning (demagogi, leflen for øjeblikkets stemninger o.l.).

Inden for samfundsvidenskaben er der uenighed om, hvilke kriterier der skal opfyldes, for at man kan anvende ordet populisme som et homogent og entydigt videnskabeligt begreb.

De populistiske bevægelser passer dårligt på venstre-højre-skalaen. De er gennemgående ikke antikapitalistiske, men man være mod storkapitalen — navnlig den internationale, eftersom partierne har nationalistisk anstrøg (se nationalisme).

De er udpræget antielitistiske og mod såkaldt establishment. De nærer en vis mistro til det repræsentative demokrati og går ind for udvidet brug af folkeafstemninger.

Populistiske partier dannes for at udtrykke folkelige protestbevægelser. De er ofte relativt kortlivede med en eller nogle få mærkesager og uden egentlig udarbejdet eller sammenhængende ideologi.

Sociologisk er der tale om snart landlige, snart bybaserede fænomener; i begge tilfælde rekrutteres medlemmerne fra de lavere mellemlag. I visse tilfælde opstår partierne spontant som græsrodsbevægelser, i andre spiller en lederskikkelse en afgørende, igangsættende og samlende rolle.

Generelt opstår partierne i situationer, hvor et land gennemgår en kraftig socioøkonomisk forandring, fx industrialisering eller indlemmelse i den internationale markedsøkonomi, og visse grupper oplever en stigende grad af økonomisk og statusmæssig utryghed og desorientering.