Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

partisystem

Oprindelig forfatter Bille Seneste forfatter Redaktionen

partisystem, den samlede sum af de mangeartede aktioner og reaktioner, de enkelte politiske partier foretager i konkurrence og/eller i samarbejde med hinanden.

Partisystemer findes på det statslige plan, på lokalt plan og på det supranationale plan, fx partisystemet i Europa-Parlamentet. Endvidere kan man sondre mellem partisystemet på vælgerplan, på partiorganisationsplan og på parlamentsplan.

Viden om partisystemer er vigtig, fordi forskellige typer af partisystemer sætter forskellige rammer og betingelser for de enkelte partiers adfærd og dermed for den førte politik.

Annonce

Typologisering

Flere kriterier anvendes til at karakterisere partisystemer på det statslige plan. Det vigtigste er antallet af relevante partier. Et relevant parti har enten koalitionspotentiale, dvs. at det er nødvendigt for regeringsdannelsen eller flertalsdannelsen på de vigtigste lovgivningsområder, eller afpresningspotentiale, dvs. at det kan påvirke retningen i partiernes indbyrdes konkurrence om vælgernes gunst. Med dette kriterium kan partisystemerne inddeles i etpartisystemer, topartisystemer eller flerpartisystemer.

Etpartisystemer er hovedreglen i diktatoriske stater, mens eksistensen af mere end ét parti er et af de væsentligste kendetegn ved den demokratiske styreform.

Topartisystemer, med klar adskillelse mellem regering og opposition, klar flertalsdannelse og ansvarsplacering, blev længe anset for at være det ideale partisystem. Topartisystemet har dog sjældent eksisteret i ren form, heller ikke i Storbritannien eller USA, og partisystemer med mere end to partier har vist sig både stabile og beslutningsdygtige.

Valgsystemet har indflydelse på, hvilket partisystem der bliver det fremherskende; således fører flertalsvalg i enkeltmandskredse fortrinsvis til topartisystemer, forholdstalsvalg til flerpartisystemer. Inden for klassen af flerpartisystemer kan man på basis af antallet af relevante partier, størrelsen af den ideologiske afstand mellem partierne og styrken i den ideologiske intensitet skelne mellem moderate og polariserede flerpartisystemer. I førstnævnte er antallet tre til fem partier, afstanden er lille, intensiteten lav, og partikonkurrencen tenderer det midtsøgende. I de polariserede partisystemer er antallet over fem, afstanden er stor, intensiteten høj, og partikonkurrencen har retning mod systemets yderfløje. Derfor antages det, at moderate flerpartisystemer er mere stabile og funktionsdygtige end polariserede, som i værste fald kan lede til den demokratiske styreforms sammenbrud, jf. Weimarrepublikkens endeligt.

Af andre kriterier kan nævnes de politiske dimensioner, de skillelinjer, som er i samfundet, og de deraf opståede partier. Den dominerende skillelinje er den ideologiske venstre-højre-dimension med socialistiske, liberale og konservative partier. Af andre dimensioner kan nævnes regionale, sproglige, etniske eller religiøse. Er en eller flere af disse dominerende, er der tale om et segmenteret partisystem. De fleste partisystemer har dog flerdimensionale træk.

1920-73 var det danske partisystem et moderat fempartisystem, karakteriseret ved en høj grad af stabilitet baseret på den ideologiske dimension. Dette ændredes ved jordskredsvalget i 1973, da ti partier kom i Folketinget, den ideologiske afstand og intensitet øgedes, og nye dimensioner blev betydningsfulde. Siden har systemet svinget mellem at være et polariseret og et moderat flerpartisystem.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Bille: partisystem i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=139146