Medlemsparti, den ene af tre dele, der udgør et politisk parti: medlemspartiet, parlamentspartiet og partibureaukratiet. Parlamentspartiet består af de af vælgerne valgte parlamentarikere, partibureaukratiet af de af partiet ansatte og lønnede medarbejdere, og medlemspartiet af partiets medlemmer. Da der ikke altid er konsensus mellem de tre partidele indbyrdes, er det et vigtigt kendetegn ved et politisk parti, hvilken del der har størst indflydelse på partiets politik. I fx SF kan parlamentspartiet ikke indgå store politiske forlig uden medlemspartiets forhåndsgodkendelse, mens medlemspartiet i fx CD under ingen omstændigheder kan binde parlamentspartiet.