indkomstbortfaldsprincippet

Indkomstbortfaldsprincippet, princip, som anvendes ved beregning af størrelsen af en kontant social ydelse, fx ved indkomsttab i forbindelse med arbejdsløshed, sygdom, alderdom eller invaliditet. Når indkomstbortfaldsprincippet anvendes, står ydelsen i forhold til den mistede indkomst. Jo større indkomsttab, desto større ydelse.

Formålet er som regel at opretholde den hidtidige levestandard inden for visse grænser. Ydelsen medfører således, at folk, som har haft høje indkomster, får mere end folk, som har haft lave indkomster. Der er for de fleste sociale ydelser et maksimum, som medfører, at den relative ydelse set i forhold til tidligere indkomst vil være mindre for høj end for lavindkomster.

I Danmark anvendes princippet delvis inden for arbejdsløshedsforsikringen, ved beregning af særlig støtte efter Aktivloven og ved sygedagpenge. Eksempelvis er dagpenge ved arbejdsløshed 90 % (dog mindre % maksimum for dimittender og værnepligtige) med et absolut loft som i for en fuldtidsforsikring er 19351 kroner i 2022. I lande, som bygger på obligatoriske lønmodtagerforsikringer, anvendes det som regel også ved alders- og førtidspensioner.

Andre udmålingsprincipper er den ubetingede ydelses princip, hvor ydelsen er uafhængig af både nuværende og tidligere indkomst, og suppleringsprincippet, hvor ydelsen bliver større, jo mindre den nuværende indkomst er; se også indkomstafhængige ydelser.