• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

velfærdsstat

Oprindelig forfatter TKnu Seneste forfatter Redaktionen

velfærdsstat, velfærdssamfund, det institutionelle resultat af idéen om, at staten er ansvarlig for borgernes velfærd, der forstås som både materielle og ikke-materielle goder, fx tryghed og trivsel. En velfærdsstat giver borgerne et socialt borgerskab, dvs. retten til et minimum af økonomisk velstand, retten til at nyde godt af samfundets sociale og kulturelle arv samt retten til at leve et civiliseret liv i overensstemmelse med samfundets standarder. Til forskel fra stater, som yder fattighjælp, er det specielle for en velfærdsstat, at borgerne har det sociale borgerskabs rettigheder uden at miste civile eller politiske borgerrettigheder, fx retten til indgåelse af ægteskab eller valgret.

Det tidligste kendte eksempel på brugen af ordet velfærdsstat stammer fra Tyskland i 1879; ordet slog igennem i forbindelse med den konservative kansler Otto von Bismarcks sociale reformer 1883-89 (se Tyskland - sociale forhold). Det tyske kejserrige var på mange måder en autoritær stat, og Bismarcks reformer skulle modvirke arbejderklassens politiske fremgang ved at dæmpe utilfredsheden blandt arbejderne og være et bolværk mod revolutionær agitation og klassekamp.

Det første brud med fattighjælpsidéen uden for Tyskland fandt sted i Danmark i 1891, men de sidste rettighedsfortabende bestemmelser gled først ud af dansk sociallovgivning i 1961. Efter 2. Verdenskrig bredte ordet velfærdsstat sig til det meste af den vestlige verden; i de skandinaviske lande bruges efter svensk tradition ofte ordet velfærdssamfund. Velfærdsstater kan variere mht., i hvilken grad staten griber ind, efter hvilke principper den opbygges, og efter hvordan den finansieres. Velfærdssystemet i Danmark og dets nabolande er karakteristisk for den nordiske model.

Annonce

Drivkræfter

Velfærdsstater er udviklet gennem et samspil mellem nye idéer og politiske aktører, fx politiske partier og organisationer, på en baggrund af institutionelle resurser. En del studier har betonet arbejderklassens og dens politiske udtryks rolle i udviklingen, især socialdemokratiernes; socialistiske og socialdemokratiske partier synes ofte at have overbudt de borgerlige partier mht. sociale krav. På den anden side har man ikke i Danmark mellem de politiske fløje kunnet se en fundamental og varig uenighed om velfærdsstatens principper; de første skridt mod en velfærdsstat blev i Danmark og de fleste andre lande taget af konservative regimer. Andre forklarer derfor udviklingen som resultatet af et samspil mellem partier og andre aktører. Den centrale idé er, at der er asymmetri mellem de kræfter, der presser på for at øge den offentlige indsats, og de kræfter, der ønsker at holde skatterne nede. Regeringer og politiske partier kan øge deres vælgertilslutning ved at gennemføre krav fra grupper af fx ældre, handicappede eller sygdomsramte. Omkostningerne ved den enkelte udgiftsforøgelse fordeles imidlertid på alle skatteborgere og bliver marginale; sammenhængen mellem udgiftsbeslutninger og skatteforøgelser er desuden uklar. Ved at sige nej til krav vinder de politiske partier derfor ikke nær så mange stemmer, som de taber.

Nyere udvikling

Internationalt har der løbende været diskussion om konsekvenserne af velfærdsstatens udvikling. Nogle har fremhævet, at den har en god virkning på den sociale harmoni, den politiske stabilitet og den økonomiske vækst. Andre har på et omtvistet økonomisk-teoretisk grundlag kritiseret den tilsyneladende ukontrollerede vækst i statsudgifter for at skabe en tung skattebyrde og dermed virke ødelæggende på borgernes og virksomhedernes initiativer. Atter andre har på moralsk grundlag kritiseret, at "barnepigestaten" fra "vugge til grav" fratager det enkelte individ ansvar for sit liv. Det har også været hævdet, at velfærdsstaten skaber et i arbejdsmæssig henseende passivt klientel, der er afhængigt af offentlige ydelser, og som derfor sammen med de offentligt ansatte i velfærdssektorerne skaber et pres for yderligere øgning af sociale ydelser. Denne kritik var ikke mindst udbredt i 1980'erne, men hverken Margaret Thatcher i Storbritannien eller Ronald Reagan i USA formåede for alvor at demontere velfærdsstatsudviklingen.

Udviklingen af velfærdsstaten er formentlig svær at spole tilbage pga. de mange interesser, der er knyttet til den; det er måske lettere at ændre den gradvis. Siden sidste halvdel af 1990'erne er tendensen gået i retning af, at især sociale ydelser orienteres mere mod arbejdsmarkedet, og at socialpolitikken underordnes arbejdsmarkedspolitikken.

I sin yderste konsekvens kan det føre til, at man kan nægtes sociale ydelser, hvis man ikke vil stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet på det offentliges betingelser; dermed berøres selve kernen i velfærdsstatsbegrebet, det sociale borgerskab. Mange mener da også, at tendensen går fra "welfare state to workfare state".

Velfærdsforskning

Velfærdsforskning beskæftiger sig med empirisk forskning om velfærdsstaten, dvs. forskning i systemer og institutioner, den økonomiske fordeling og befolkningens levekår. Læs videre om velfærdsforskning.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Tim Knudsen: velfærdsstat i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. december 2016 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=179048