Topartisystem er det politiske partisystem i stater, hvor dominans af to partier skaber en klar adskillelse mellem regering og opposition ud fra en klar flertalsdannelse.

Eksempler på topartisystemer

I sin rene form omfatter et topartisystem kun to partier af nogenlunde samme størrelse, således at de i deres kamp om vælgernes stemmer begge har en mulighed for at vinde flertallet og besætte regeringsmagten.

Et valgsystemet bygget på flertalsvalg i enkeltmandskredse fremmer et topartisystem. Især når man bruger varianten first-past-the-post. Eksempler herpå er USA og Storbritannien.

Det britiske eksempel illustrerer, at der også kan tales om et topartisystem, selvom der findes mere end to partier. Pointen er så, at der som regel kun er to partier, som har udsigt til at vinde flertallet og danne regering. Men i Storbritannien ser man også, at der i forskellige dele af landet (Skotland, Wales) kan være tale om, at det er forskellige partier, der indgår i de geografisk afgrænsede topartisystemer.

Fordele og ulemper ved topartisystemer

I debatter for og imod topartisystemet indgår mange forskelligartede argumenter.

Argumenter for: Et klart valg

Traditionelt har mange argumenteret til fordel for topartisystemer frem for flerpartisystemer. Topartisystemer er blevet anset for at være mere ansvarlige, fordi vælgerne stilles over for et klart valg mellem to muligheder, hvilket gør det lettere at drage de valgte til ansvar. De er også blevet anset for at være mere fair, fordi de giver gode muligheder for regeringsskifte og modvirker monopolisering af magten, og fordi de fører til en mere moderat politik, da to partier ofte vil have fokus på vælgerne i midten af det politiske spektrum, som skal vindes for at sikre flertallet og dermed regeringsmagten.

Argumenter imod: Unfair og manglende helhedssyn

Netop i både USA og Storbritannien ser man ofte bagsiden af medaljen. De to dominerende partier i topartisystemet består begge af mere eller mindre sammenhængende fraktioner, som igen består af enkeltpersoner, som er valgt i hver sin separate valgkreds. De valgte føler sig derfor i noget varierende omfang forpligtede over for deres parti, men næsten altid stærkt bundne af vælgerne i valgkredsen. Vælgerne kan jo med megen ret tale om, at den valgte er deres repræsentant, også selv om vedkommende ikke kommer fra det parti, som vælgeren stemte på. Relationen mellem repræsentanten og de repræsenterede bliver derfor nemt anderledes – og mere direkte – end ved forholdstalsvalg.

First-past-the-post fører også sommetider til, at et parti i fremgang får relativt flertal i mange kredse, dvs. vinder de pågældende kredse. Når det sker mange steder, kan der opstå et absolut flertal af mandater i parlamentet for det pågældende parti, også selv om det måske kun har lidt over 40 % af alle stemmerne. Det vil mange opleve som unfair, men for ægte tilhængere af topartisystemer er det netop en fordel, at der så kan dannes en handlekraftig regering, og at det andet store parti så kan være en stærk opposition, som af al magt anstrenger sig for at kunne blive det næste regeringsparti.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig