opposition (politisk begreb)

Opposition, inden for politik et eller flere mindretals ret til at kritisere flertallet, til at udøve kontrol og til at søge folkelig støtte ved at foreslå alternativer til det siddende styre.

En opposition kan være loyal og søge politiske forandringer inden for de givne forfatningsmæssige rammer, eller den kan være illoyal ved at søge at tilrive sig magten ved ulovlige midler, fx ved at modarbejde eller undergrave myndighederne med vold eller andre ulovlige midler eller ved at appellere til de væbnede styrker.

Parlamentarisk opposition retter sig i den valgte forsamling direkte mod regeringen og består af et eller flere partier, som hverken indgår i en regeringskoalition eller optræder som støtteparti for regeringen. Ekstraparlamentarisk opposition udgår fra partier eller bevægelser, som enten er for svage til at opnå parlamentarisk repræsentation eller forkaster parlamentarisk arbejde som vejen til politiske forandringer.

I topartisystemer optræder den parlamentariske opposition som en skyggeregering, der er parat til at overtage styret. Det er mest udpræget i Storbritannien, hvor lederen af oppositionen siden 1937 har været lønnet og kongeligt udnævnt. Oppositionen forventes her at kritisere regeringen og stille modforslag, men spiller ingen rolle i formuleringen af regeringens politik. I flerpartisystemer kan regeringen være stillet over for mere end én parlamentarisk opposition, og her vil regeringen kunne udforme sin politik med skiftende flertal. Det er mest udpræget, hvor der er tale om mindretalsregeringer, som fx i Danmark.

Opposition kan også forekomme inden for politiske partier, interesseorganisationer, foreninger og sociale bevægelser, idet den fungerende ledelse stilles over for grupper af medlemmer, som ønsker en anden besættelse af magtposterne eller en ændring af organisationens mål og midler.