En konge er et statsoverhoved i et monarki. Mens ordet konge blandt jernalderens germanske folkeslag generelt betød en fornem mand eller en mand, som stammede fra guderne, bruges det nu om dage specielt om den personlige bærer af en stats suverænitet.

Som bærer af suverænitet, magtfuldkommenhed, adskiller kongen sig klart fra en valgt præsident. Begrebet konge har altså gennem tiderne haft forskelligt indhold, og rundtom i verden har konger haft så forskellige fremtrædelsesformer, at de kun formelt kan opfattes som indehavere af det samme embede.

Kongen som gud eller gudsindstiftet

Speciel for kongen var hans rolle som mellemled mellem folket og folkets gud eller forsynet. I oldtidens orientalske kulturer var kongen folkets repræsentant over for guderne, hvis han ikke ligefrem selv var gud, som det fx var tilfældet i det gamle Egypten.

Hos mange folkeslag, bl.a. i jernalderens Norden, ansås kongen for bærer af folkets lykke. I kristen tid har det fra omkring 1200 været udbredt at opfatte europæiske konger som regerende "af Guds nåde" i et embede, der var indstiftet af Gud som en uundværlig del af et kristent samfund. Kongekroningen blev dermed en religiøs handling, der udtrykte, at kongen modtog sin magt fra Gud.

Fra middelalderens kongemagter til enevælden

Langt op i middelalderen var kongers magt imidlertid begrænset. De var ofte valgt af stormændene og måtte ikke sjældent afgive løfter til dem i forbindelse med valget (se håndfæstning). Kun i samråd med rigets mægtigste mænd kunne de fx udskrive skatter, og først gradvis opnåede kongen indflydelse på sit lands jurisdiktion. Kongemagten styrkedes dog efterhånden, ikke mindst fordi det meget tidligt blev sædvane, at kongemagten forblev hos en og samme slægt, uanset at det formelt drejede sig om et valgkongedømme. Søn fulgte far, og kontinuiteten gav slægten en position og styrke, der på længere sigt gjorde det muligt at udvide kongemagten med retten til at lovgive, føre krig og pålægge skat.

Efter ca. 1500 var mange europæiske kongers magt blevet så omfattende, at den udviklede sig til enevælde (se absolutisme), hvorunder kongemagten også formelt var arvelig, og kongen ansås for at sidde inde med guddommelig autoritet. Denne tankegang er meget tydeligt udtrykt, i Danmark således i Kongeloven af 1665.

De moderne monarkier

Efter Den Franske Revolution i 1789 kunne idéen om kongens guddommelighed ikke mere opretholdes. I de europæiske lande oprettede man derfor i 1800-tallet enten konstitutionelle monarkier, hvor kongen måtte dele sin magt med et folkevalgt parlament, eller republikker med en præsident. I de moderne kongedømmer, monarkier, er kongen og hans hus' forhold samt arvefølgen ordnet ved lov. Kongens person er fredhellig, han er ansvarsfri, og det anses for en selvfølge, at han står over partipolitik.

Ud over varetagelsen af formelle pligter forventes det, at kongen på værdig vis repræsenterer sit land og varetager de repræsentative pligter, der naturligt knytter sig til suverænens person i egenskab af statsoverhoved.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig