Statens Jordlovsudvalg, udvalg med repræsentation fra Rigsdagens partier nedsat i 1919 med det formål at bistå landbrugsministeren med at gennemføre jordlovene af 4.10.1919. Udvalgets opgave var udstykning af husmandsbrug og administration af jordfondens arealer og formue. Det var oprindelig en midlertidig opgave, men den fik en mere permanent karakter gennem senere lovgivning. Udvalgets sekretariat, som forberedte dets møder, overtog efterhånden flere forvaltningsopgaver, bl.a. administration af landbrugets støtteordninger. Fra 1964 ændredes sigtet med udvalgets virksomhed fra at støtte oprettelsen af husmandsbrug til at rationalisere landbrugets struktur gennem sammenlægning af ejendomme. I 1982 blev udvalgets sekretariat omdannet til et direktorat, Jordbrugsdirektoratet, fra 1996 Strukturdirektoratet for landbrug og fiskeri. I 1989 blev udvalget nedlagt.