Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

centraladministrationen (Enevælden)

Oprindelig forfatter Tamm Seneste forfatter Redaktionen

I forbindelse med indførelsen af enevælden i 1660-61 blev omfattende reformer af den danske centraladministration sat i værk. Rigsembedsmændene faldt bort sammen med rigsrådet, der hidtil havde delt magten med kongen. Al magt blev samlet i kongens hånd, og efter europæisk, bl.a. svensk forbillede blev regeringsmagten udøvet gennem kollegier, der blev ledet af et antal sideordnede embedsmænd, som i fællesskab traf beslutninger, som de forelagde kongen til godkendelse. I praksis begrænsede kollegiestyret kongens i princippet ubegrænsede magt. Danske Kancelli og Tyske Kancelli blev begge organiseret som kollegier, og den militære forvaltning foregik i to kollegier, et landmilitært og et sømilitært kollegium. Den økonomiske forvaltning, kammerforvaltningen, samledes i et kollegium, der fra 1679 betegnedes Rentekammeret. Senere kom flere kollegier til, således et Kommercekollegium i 1735, desuden en række særlige styrelser inden for kirke- og undervisningsvæsenet samt et antal styrelser af mere specifikke anliggender som fx postvæsen, bjergværker, veje mv., hvoraf flere kun bestod i en kortere årrække.

I 1670 blev der på Griffenfelds initiativ oprettet et statsråd, Geheimekonseilet, hvori regeringssagerne kunne forelægges mundtligt for kongen. Struensee afskaffede Geheimekonseillet i 1770, men det blev genoprettet som Geheimestatsrådet 1772 og bestod under resten af enevælden. Kongen var dog ikke forpligtet til at træffe afgørelse i konseillet, men kunne afgøre sagerne direkte i sit personlige ekspeditionskontor, kabinettet.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ditlev Tamm: centraladministrationen (Enevælden) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=55409