Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

centraladministrationen

Oprindelig forfatter Tamm Seneste forfatter Redaktionen

centraladministrationen, (af lat. centralis, afledt af centrum 'midtpunkt'), centralforvaltningen, den statslige forvaltning, som udføres under regeringens ledelse i ministerier, direktorater, styrelser mv. I centraladministrationen afgøres mange af de principielle sager mellem borgere og forvaltning, og det er centraladministrationen, der udarbejder planerne for den overordnede samfundsmæssige udvikling under regeringens ansvar. Centraladministrationen varetager desuden forvaltningen af regeringens udenrigspolitik samt lovforberedelse og forvaltning af domstole og politi. Uden for centraladministrationen falder i Danmark først og fremmest den kommunale og regionale forvaltning og den såkaldte dekoncentrerede forvaltning, fx statsamterne og det lokale arbejdstilsyn. Særlig i årene efter Kommunalreformen i 1970 blev en række tidligere statslige opgaver henlagt til kommunerne.

Centraladministrationen i Danmark er siden den tidlige middelalder udviklet i forbindelse med opbygningen af kongemagten. Langt op i tiden skelnedes der ikke klart mellem kongens funktion som dommer og som udøver af forvaltningsmyndighed, og centraladministrationen havde ikke et fast sæde, men var knyttet til kongens person og udøvedes der, hvor kongen opholdt sig. Fra tiden efter ca. 1100 kendes rigsembedsmænd, drost, kammermester, marsk og kansler, der bistod kongen. Disse embeder aflønnedes med indtægterne af len, og det enkelte embedes kompetence var ikke præcist afgrænset; indehaverne rekrutteredes som regel fra landets rigeste adel eller i enkelte tilfælde fra den højeste gejstlighed. Det var først med enevælden, at embedsmændene blev regelmæssigt lønnet og også i ikke ubetydeligt omfang rekrutteret fra andre stænder end adelen.

Drostembedet, hvis indehaver var kongens nærmeste stedfortræder, faldt bort omkring 1400, og derefter blev rigens hofmester den øverste embedsmand. Kansleren betegnedes senere som kongens kansler i modsætning til rigens kansler, som ledede den øverste domstol, Kongens Retterting. Alle skrivelser passerede gennem regeringens eneste ekspeditionskontor, Kancelliet, hvis embedsmænd udfærdigede alle kongens breve. Kancelliet blev derved det egentlige sæde for centraladministrationen. I løbet af 1400-t. fik centraladministrationen fast sæde på Københavns Slot på Slotsholmen, som siden er blevet synonym for den danske centraladministration.

Annonce

I den ældre periode, dvs. indtil 1660-61, blev centraladministrationen ofte kaldt kancelliforvaltningen; den omfattede retsvæsenet, landets indre forvaltning, kirke- og undervisningsvæsenet, den militære forvaltning samt kammerforvaltningen, der forestod landets økonomiske forvaltning, herunder forvaltningen af det omfattende krongods, inddrivelse af skatter og afgifter mv.

Denne centraladministration bestod af Kancelliet og af Kammeret, senere Rentekammeret, hvorfra den økonomiske forvaltning blev styret. Ved Frederik 1.s tronbestigelse i 1523 overførte kongen sit hidtidige Kancelli for Slesvig og Holsten til København, hvor det blev indrettet som et særligt Tyske Kancelli og ledet af en kansler, der foruden af hertugdømmernes sager tog sig af den udenrigspolitiske korrespondance på tysk og latin. Danske Kancelli blev ledet af kongens kansler, og de daglige forretninger blev varetaget af en øverste sekretær og et antal som regel adelige kancellisekretærer. Rigens hofmester var chef for Kammeret, som i det daglige blev ledet af to rentemestre, der førte kontrol med landets indtægter og udgifter og reviderede lensregnskaberne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ditlev Tamm: centraladministrationen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=55408