Socialdemokrati, udtryk for både en social bevægelse og en politisk ideologi. Navnet Det Sociale Demokrati opstod i første halvdel af 1800-t. og betegnede i begyndelsen arbejdernes deltagelse i borgerskabets kamp for at opnå sociale goder. Karl Marx og Friedrich Engels anså denne bevægelse for at være småborgerlig-utopisk og gik stærkt ind for et selvstændigt arbejderparti, der byggede på arbejderklassen som en selvstændig klasse. De kaldte 1847-52 deres parti for Kommunisternes Forbund.

Efter 1850'ernes politiske reaktion dannede Ferdinand Lassalle i 1863 i Tyskland partiet Allgemeiner Deutscher Arbeiterverein med sine egne socialistiske idéer som de dominerende. Partiet udviklede sig hurtigt til en massebevægelse, og i 1869 stiftede August Bebel og Wilhelm Liebknecht partiet Sozialdemokratische Deutsche Arbeiterpartei, som byggede på marxismen. Hermed stod lassalleanere over for marxister. I 1875 blev de to partier med Marx' og Engels' kritiske accept sluttet sammen til et enhedsparti, der i 1890 kom til at hedde Sozialdemokratische Partei Deutschlands (SPD). Siden har betegnelserne socialdemokrati og socialdemokratisk været de almindelige for de største arbejderpartier i NV-Europa inkl. Norden.

Grundlaget var den socialistiske idé om en organisering af samfundet med fælleseje af produktionsmidlerne, der som forudsætning havde en ekspropriation af privatkapitalen via arbejdernes bevidste indsats i klassekampen og det politiske liv. Fra midt i 1870'erne indtil omkring år 1900 dannedes socialdemokratiske partier i en lang række lande, primært i Europa, men også i Nord- og Sydamerika, Japan, New Zealand mfl. I Danmark fik arbejderbevægelsen i 1878 navnet Socialdemokratisk Forbund.

Partierne tilsluttedes den i 1889 grundlagte Anden Internationale, der sprængtes ved udbruddet af 1. Verdenskrig som følge af uenighed om krigen. I årene 1917-20 blev arbejderbevægelsen splittet i en socialdemokratisk og en kommunistisk (bolsjevikisk) del; socialdemokraterne fik prædikatet reformister af kommunisterne, men i de nordvesteuropæiske lande vedblev flertallet af arbejderne at støtte de socialdemokratiske bevægelser. Efter 1945 og især fra ca. 1960 oplevede socialdemokratismen en renæssance, også i de sydeuropæiske lande, hvor ordet "socialisme" anvendes. Siden svækkedes tilslutningen i 1980'erne for igen at vokse i 1990'erne, hvorefter populariteten synes svingende. Efter kommunismens fald er socialdemokratiske partier opstået i de fleste østeuropæiske lande.

Socialdemokratierne formåede og formår mange steder at organisere store dele af de lønafhængige. Det socialdemokratiske organisationsmønster består af to hoveddele: Partiet og fagbevægelsen, der arbejder hhv. politisk og økonomisk for lønmodtagernes interesser. Herudover findes oftest en lang række mere eller mindre fast tilknyttede organisationer såsom arbejdsløshedskasser, syge- og begravelseskasser, produktions- og især forbrugerkooperation samt en omfattende presse. Sammen med den socialdemokratiske politik via stat og kommuner har disse sædvanligvis topstyrede organisationer bidraget til at hæve levestandarden betydeligt for arbejderne og de lavere funktionærer.

Fra ca. 1960 sammenflettedes staten, kapitalen og organisationerne i de skandinaviske lande i et gensidigt aftalesystem, som senere fik betegnelsen neokorporatisme eller klassesamarbejde, der afløste klassekamp og socialisme som bærende idéer inden for socialdemokratierne. Denne ændrede ideologi hang også sammen med, at det forventede socialdemokratiske stemme- og mandatflertal ikke opstod (bortset fra i Sverige og Norge i de to første årtier efter 2. Verdenskrig), og at socialdemokratierne derfor vedblev at være afhængige af socialliberale partiers støtte.

Ideologisk byggede den socialdemokratiske lære mellem ca. 1880 og 1920 på den marxistiske socialisme med klassekamp og fælleseje af produktionsmidlerne som hovedpunkter. I kampen for omdannelse af samfundet ville man dog kun bruge demokratiske metoder og vinde magten i staten via et folkeflertal. Man distancerede sig fra anarkisme, syndikalisme og bolsjevisme til venstre og revisionisme til højre. Politisk demokrati sås som en forudsætning for socialisme, og ideologien kaldtes fra mellemkrigstiden demokratisk socialisme. Samtidig svækkedes den socialistiske ideologi noget inden for socialdemokratierne for i årtierne efter 2. Verdenskrig at antage form af en regulerings- og reformtankegang eller neokorporatisme, der sigtede på opbygningen af et velfærdssamfund med høj økonomisk vækst, fuld beskæftigelse, en stærk offentlig sektor samt en udjævning af de sociale modsætninger ved overførsel af indkomster fra bedre til dårligere stillede. Målet var at skabe et socialt trygt og mere retfærdigt samfund. I 1990'erne anerkendtes markedsøkonomien eksplicit af de fleste landes socialdemokratier, selvom der fortsat bestod et skel mellem dem og de borgerlig-liberalistiske partier i synet på forholdet mellem markedet og det offentlige.

I begyndelsen af 2000-t. tabte socialdemokraterne/socialisterne i Vesteuropa regeringsmagten i Østrig, Italien, Norge, Danmark, Portugal, Holland og Frankrig. Valgnederlagene kan henføres til et kompleks af forhold, bl.a. bred folkelig utilfredshed med den offentlige sektors mangelfulde effektivitet og service samt det høje skattetryk. Hertil kommer ikke mindst indtrykket af problemer forbundet med tilstrømningen og integrationen af flygtninge og indvandrere, kombineret med generel uro over nationalstatens dalende betydning og gennemslagskraft i de stadig mere internationaliserede samfund. Også andre faktorer spiller ind såsom den ændrede erhvervs- og klassestruktur, mediernes mere aktive samfundsrolle og følelsen af, at forskellen på en socialdemokratisk og en borgerlig politik er meget lille, efter at de borgerlige i de fleste lande har anerkendt velfærdsstaten, og socialdemokraterne samtidig er blevet mere markedsorienterede. På den baggrund er socialdemokratierne udsat for en trussel fra højre, der dels kommer fra de gamle borgerlige partier, dels fra nationalpopulistiske bevægelser, der er for velfærdsstaten, men imod indvandring, EU og globalisering, mens truslen fra venstre er aftaget.

Hvordan man skal forholde sig til den nye situation, er omtvistet inden for socialdemokratierne. En samfundsanalyse er endnu ikke foretaget, lige så lidt som udvikling af et nyt program, der kan genskabe en folkelig alliance af nye generationer og partiernes traditionelle vælgerkorps, uden at grundlæggende elementer i de klassiske socialdemokratiske idéer går tabt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig