• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

leninisme

Oprindelig forfatter Thing Seneste forfatter Lars Peder Poulsen-Hansen

leninisme, Lenins politiske tænkning og filosofi. Leninismen er præget af både Karl Kautskys ortodokse marxisme og den russiske terrorisme. Fra Kautsky overtog Lenin en marxisme, som så historien som udstyret med en mening og et mål, socialismen, og som var stærkt deterministisk. Fra den russiske terrorisme overtog han omvendt et voluntaristisk træk: Man kan, hvad man sætter sig for, hvis blot partiet er én vilje. Fra 1895 til Lenins død i 1924 som Sovjetunionens leder blev leninismen udviklet og afgrænset gennem aktuelle politiske kampe.

I Hvad bør der gøres? (1902) udkastede Lenin teorien om et parti af en ny type, en avantgarde. Det skulle ledes af professionelle revolutionære, og medlemmerne skulle være i høj aktivitet. Beslutninger skulle træffes i overensstemmelse med den demokratiske centralisme, dvs. efter diskussion, men én gang vedtagne beslutninger var alle tvunget til at følge. Lenins filosofiske hovedværk er Materialisme og empiriokriticisme (1909), hvori han udarbejdede sin opfattelse af marxismen som en altomfattende verdensanskuelse, der spændte over alle aspekter af erkendelsen. I Imperialismen som kapitalismens højeste stadium (1916) argumenterede han for, at kapitalen var blevet monopolistisk, ved at finans- og industrikapitalen var smeltet sammen. Den monopolistiske kapital blev af profithunger drevet ud over hele verden, men denne udvikling medførte også, at revolutionen nu blev mulig i randområderne, hvor kapitalismens kæde var svagest. Imperialismeteorien var en begrundelse for, at en revolution var mulig i Rusland og ikke, som socialdemokraterne havde forudsagt, kun i de mest udviklede kapitalistiske centre. Lenin mente, at den imperialistiske verdenskrig skulle ændres til en revolutionær borgerkrig. Det gav han udtryk for, da han i april 1917 vendte tilbage til Rusland fra sit eksil. I hans måske kendteste bog, Staten og revolutionen (1917), argumenterede han for, at sovjetterne (rådene) måtte blive centrale i den proletariske revolution. Han udstak her strategien for proletariatets diktatur.

I oktober (november) 1917 tog bolsjevikkerne magten. De ændrede navn til Ruslands Kommunistiske Parti og grundlagde i 1919 en ny, kommunistisk Internationale, Komintern. Den blev udformet som et leninistisk parti i verdensmålestok; Lenin havde sat sin lid til, at revolutionen ville brede sig til bl.a. Tyskland, men i 1921 måtte han indse, at Den Russiske Revolution stod alene. Økonomisk indledte han et tilbagetog med en liberalisering under den såkaldte NEP-politik, som tillod privat foretagsomhed og kapitalakkumulation. Stalin tiltog sig som generalsekretær mere og mere magt og udnyttede de muligheder, diktaturet havde skabt. I 1922-23 indså Lenin delvis, hvad der var under udvikling, og advarede i et "testamente" mod Stalin, men uden effekt. Under Stalin udarbejdedes en officiel statsideologi under navnet marxismen-leninismen.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Morten Thing: leninisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=115849