Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frederik Dreier

Oprindelig forfatter HNPo Seneste forfatter Redaktionen

Frederik Dreier. Maleri formentlig af Carl Fiebig efter 1853.

Frederik Dreier. Maleri formentlig af Carl Fiebig efter 1853.

Frederik Dreier, 16.12.1827-9.5.1853, dansk samfundskritiker og socialist. Under sit uafsluttede medicinske studium tilegnede Dreier sig en viden, der underbyggede hans idé om naturvidenskaberne som fremtidens overlegne værdimåler. Som en af Danmarks tidlige materialistiske tænkere, der formulerede sin samfundskritik med inspiration fra bl.a. P.-J. Proudhon og Max Stirner, var Dreier med Georg Brandes' ord "en fremmed fugl" i en tid, der var bundet i en åndelig-religiøs forståelse af mennesket. I fem mindre skrifter og i tidsskriftet Samfundets Reform (1852-53) udtrykte Dreier skarpt, vittigt og egensindigt sin kritik af de politiske og sociale forhold og især af forholdet mellem kapital og arbejde. I Folkenes Fremtid (1848) formulerede han kritik af nationalismen i forbindelse med krigen 1848-50, og i sit filosofiske hovedværk Aandetroen og den frie Tænkning (1852) forkastede han religionen. I "Foreningen for Arbeidsclassens Vel" søgte Dreier forgæves at skabe lydhørhed for sine i dansk sammenhæng nye idéer om at danne et arbejderparti. Skønt han siden 1900-t.s begyndelse ofte er blevet kaldt "Danmarks første socialist", står han i arbejderbevægelsens historie som en isoleret forløber. Hans Samlede Skrifter bd. 1-5 udkom i 2003.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hanne Nørregaard Posselt: Frederik Dreier i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=66526