Det Europæiske Socialdemokrati, The Party of European Socialists, PES, fælles europæisk organisation for socialdemokratiske partier udviklet fra og med oprettelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) i 1952 i samarbejde med Socialistisk Internationale. De socialdemokratiske parlamentarikere i EKSF oprettede i fællesskab et kontor i Luxembourg, som i 1957 udvidedes til The Liaison Bureau of the Socialist Parties of the European Community; efter indtrædelsen af Danmark, Irland og Storbritannien i det senere EU omdannedes kontoret til en konføderation, som fik betydning ved tilrettelæggelsen af en fælles politik. I 1992 omdannedes konføderationen til Det Europæiske Socialdemokrati, som er en organisation bestående af 20 medlemspartier, 15 associerede partier og seks observatører fra især de central- og østeuropæiske lande (2002). I tilslutning til partiet findes en parlamentarisk gruppe (en af de største grupper i Europaparlamentet), en ungdomsorganisation (ECOSY) og de regionale parlamenters medlemmer. PES har udviklet sig til især at være et diskussions- og koordinationsforum; således er der til valgene til Europaparlamentet udarbejdet fælles valgplatforme, og der arbejdes på tilrettelæggelsen af en fælles politik.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.